Naturvidenskab og digtning
Fra det moderne gennembrud i 1870 og op mod århundredeskiftet overtager en videnskabelig tænkemåde religionen som tilværelsesfortolkning. Samtidig indebærer ændringer i samfundsøkonomien, demografiske forskydninger og tilblivelsen af København som storby en række opbrud fra traditionelle livsformer. Forskellige forfattere reagerer forskelligt på sammenstødet mellem de eksisterende livstolkninger og de nye livsvilkår. Nogle fastholder og idylliserer fortiden, andre inddrager en videnskabelig tænkemåde i kunsten. Nogle forholder sig passivt over for ændringerne, andre udtrykker forventning.
J.P. Jacobsen: Om mit kald (1867), i Digte og udkast (1886):
En slags naturalistisk programerklæring, der beskriver princippet om at overføre en videnskabelig tankemåde på digtningen.
J.P. Jacobsen: Niels Lyhne (1880)
Naturalistisk udviklingsroman. Romanen tematiserer den personlighedskrise, som individet gennemgår ved mødet mellem barndommens romantiske fantasibårede værdiforestillinger og omverdens realistiske muligheder og især begrænsninger. Specielt indgår som et væsentligt aspekt hovedpersonens ateistiske projekt.
Tilbage