Personlighedsdannelse

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per (1898-1904)

Fra det moderne gennembrud i 1870 og op mod århundredeskiftet overtager en videnskabelig tænkemåde religionen som tilværelsesfortolkning. Samtidig indebærer ændringer i samfundsøkonomien, demografiske forskydninger og tilblivelsen af København som storby en række opbrud fra traditionelle livsformer. Forskellige forfattere reagerer forskelligt på sammenstødet mellem de eksisterende livstolkninger og de nye livsvilkår. Nogle fastholder og idylliserer fortiden, andre inddrager en videnskabelig tænkemåde i kunsten. Nogle forholder sig passivt over for ændringerne, andre udtrykker forventning.

Et nyt skred i de videnskabelige landvindinger i slutningen af dette tidsrum udgøres af Bohrs og Einsteins forskningsresultater inden for atomfysikken. Med komplementaritets- og relativitetsteorien fremlagdes en række fysiske opdagelser, der satte de hidtidige videnskabsteoretiske principper i relief. Det var bl.a. spørgsmål som betragterens indflydelse på den betragtede genstand under den videnskabelige observation af atomare partikler, der problematiserede tidligere opfattelser af forholdet mellem subjekt og objekt. En parallel til disse overvejelser over forholdet mellem subjekt og objekt kan ses i kunstneriske og filosofiske overvejelser over forholdet mellem kunst og virkelighed, mellem jeg og omverden, mellem fortolkning og virkelighed. I Nietzsches filosofiske tænkning og i ekspressionismens program ses disse forhold tematiseret.

I denne udviklingsroman behandles miljøets betydning for den personlige dannelsesproces. Det vises, hvordan hovedpersonens opvækst og familiemæssige relationer bliver begrænsende for hans videnskabsbaserede frigørelsesprojekt. Romanens menneskesyn overskrider den naturalistiske forestilling om determinisme, og grundlægges på en nietzscheiansk funderet livsfilosofi.