Thomas More: Utopia.1516.: På en af sine rejser er den portugisiske opdagelsesrejsende, Hytlodæus kommet til idealstaten Utopia, der er karakteriseret ved fred, forståelse, fællesskab og tolerance – en slags kristen kommunisme:

En kvinde må ikke gifte sig, før hun er fyldt 18 år. En mand må være |fire år ældre, før han kan gifte sig. Hvis enten en mand eller en kvinde |har indladt sig i kønslig forbindelse før ægteskab, bliver de skyldige strengt straffet. Begge parter får forbud mod nogen sinde at gifte sig, medmindre fejltrinet bliver eftergivet ved fyrstens nåde. Både hus­faderen og husmoderen i det hjem, hvor forseelsen er begået, kan befrygte hård påtale og vanære, fordi de har været slappe og ligegyl­dige i deres omsorg for dem, de har i deres varetægt. Denne forseelse straffes så strengt, fordi de frygter, at løsagtige sæder vil føre til, at færre vil forenes i ægteskabet, hvor hele livet må leves med en og samme, og hvor derfor al sorg og modgang tålmodigt må bæres i fæl­lesskab.

Ved valg af hustru og ægtemand overholder de endvidere med alvor og strenghed en skik, der synes os meget løjerlig og tåbelig. En værdig og ærbar matrone viser kvinden, hvad enten hun er pige eller enke, nøgen for frieren. Og frieren forevises ligeledes nøgen for kvinden af en værdig og nobel mand. Vi lo ad denne skik og misbilli­gede den som tåbelig. Men de på deres side forundrede sig meget over tåbeligheden hos alle andre nationer, der ved køb af en ung hest, hvor der dog kun står en smule penge på spil, er så omhyggelig og nøjeseende, at de, skønt den er næsten nøgen, dog ikke vil købe den, før sadel og anden mundering er taget af, så der ikke derunder skal skjules nogen skader. Men ved valg af en hustru, der dog skal blive dem til glæde eller ulykke hele deres liv, er de så ligegyldige, at de lader næsten hele kvindens legeme være bedækket med klæder. Og de nøjes med at bedømme hende efter en håndsbred, for de kan ikke se stort mere end hendes ansigt. Derefter binder de sig for hele livet og løber den store risiko at passe slet sammen, hvis en eller anden legemlig mangel senere skulle frastøde dem. Alle mænd er jo ikke så

kloge, at de lægger mest vægt på deres ægtefælles karakter og dyd. Legemets tillokkelser forøger dydens værdi, selv i de klogeste mænds ægteskab. Og så ubehagelige legemlige fejl kan jo skjules under klæ­derne, at de kan vende en mands sind helt fra hans hustru og gøre dem fremmede for hinanden, skønt deres legemer efter loven ikke kan blive skilt fra hinanden. Hvis sådanne fejl opdages efter ægte­skabets indgåelse, er man nødsaget til at finde sig i sin skæbne. Enhver må bære lykkens omskiftelser. Men det ville have været godt, dersom der havde været en lov, som havde forebygget sådanne bedragerier.

Utopierne tager så meget mere alvorligt på disse spørgsmål, som de er det eneste folk i disse egne af verden, hvor hver mand kun har en kone. Og ægteskab ophæves hos dem først ved døden, medmindre da ikke ægteskabsbrud eller en fuldstændig umulig optræden fra den ene af parterne bryder båndet. Den af parterne, der ved den andens skyld rammes af et sådant tilfælde, kan af rådet få tilladelse til at gifte sig igen. Derimod må den anden part leve i vanære og får ikke mere tilladelse til at gifte sig. De tillader under ingen omstændigheder en mand at jage sin hustru bort, fordi hun måtte have en eller anden legemlig fejl. De anser det for meget ubarmhjertigt, dersom nogen, der behøver hjælp og forståelse, skulle blive jaget bort og forladt, og om alderdom, som bringer sygdom med sig og i sig selv er en syg­dom, skulle medføre dårlig behandling. Undertiden sker det, at en mand og en kvinde, der ikke kan forliges, men som mener hver for sig at have fundet en anden, de håber at kunne leve mere lykkeligt sammen med, opløser deres ægteskab ved en gensidig overenskomst og gifter sig med andre. Dette kan dog kun ske med tilladelse af rådet. Men tilladelsen gives kun, efter at rådsmedlemmerne og deres hustruer har nøje undersøgt sagen. Og de er i øvrigt meget uvillige til at gå med til skilsmisser, fordi de ved, at det virker opløsende på kærligheden mellem ægtefæller, dersom disse har håb om let at kun­ne indgå nyt ægteskab.

Ægteskabsbrud straffes med hårdt slaveri. Hvis begge ægteskabsbrydere er gifte, bliver de parter, som det er gået ud over, efter at være skilt fra de pågældende gift med hinanden, dersom de ønsker det, og ellers med hvem de ønsker. Hvis nogen bedraget ægtefælle stadig elsker den utro ægtefælle, er det ikke forbudt dem fortsat at leve i ægteskab, men den skyldfri part må da dele trældom og elendig­hed med den, der for sin forbrydelse er dømt til slaveri. Meget ofte sker det, at den enes anger og den andens tålmodighed rører kongen, så han ynkes og frigiver den dømte fra slaveriet. Men hvis en sådan

frigiven gentager sin forbrydelse, er der ingen anden udvej end døden.

For andre forbrydelser er der ingen bestemte straffe fastsat i loven. Rådet fastsætter straffens størrelse, alt eftersom forbrydelsen er mere eller mindre grov. Mændene revser deres hustruer og forældrene deres børn, medmindre der er begået en så grov forbrydelse, at offentlig afstraffelse er nødvendig af hensyn til den offentlige moral. I almindelighed straffes de groveste forbrydelser med slaveri. Utopi­erne mener, at dette er ikke mindre hårdt for forbryderen, men mere nyttigt for samfundet, end om der anvendtes dødsstraf. Der er større fordel ved forbryderens arbejde end ved hans død, og det er et eksempel til at afskrække andre fra lignende forbrydelser. Men hvis forbryderne under deres slaveri rebellerer og gør modstand, bliver de slået ned som vilde og desperate dyr, der ikke kan tæmmes med fængsel eller lænker. For dem, der tager deres slaveri med tålmodig­hed, er det dog ikke håbløst. Når de er bøjet og tæmmet gennem langvarige lidelser og viser en sådan anger, at det kan ses, at de er bedrøvede over deres forbrydelse og ikke over straffen, så kan enten ved kongens nåde eller ved folkets indgriben straffen mildnes eller måske friheden fuldt opnås. Forsøg på usædelighed straffes ikke min­dre hårdt, end hvis forbrydelsen var begået. De anser nemlig hensig­ten og formålet for Uge så fordømmeligt som selve gerningen, og det er ingen undskyldning, at det mislykkedes at udføre denne.