Niels Klim er en utopisk rejseroman, hvor fortælleren, en ung student Niels Klim, falder ned i jordens indre og kommer til en idealstat, Potu. Indbyggerne er kloge træer, som lever i et økologisk ligevægtssamfund med social og kønslig ligestilling.

Potuanernes Statsforfatning:

I Fyrstendømmet Potu er Regieringen arvelig i lige Linie. Saaledes har den været i heele tusinde Aar, og endnu afviger man ikke derfra. Ikkun eengang finder man i Årbøgerne, at Potuanerne have foran­dret denne Orden i Arvefølgen; thi da den sunde Fornuft synes at fordre, at Regenten skulde overgaae sine Undersaatter i Forstand og Naturgaver, meente nogle, at man maatte see meere paa Sjælens Egenskaber, end paa Fodselens Fortrin, og vælge den til Regent, som fortiente dette Fortrin. De ophævede derfor den gamle Arvefølge, og udnævnede ved eenstemmigt Valg Philosophen Rabaku til deres Fyr­ste. Han regierede i Begyndelsen med saa megen Klogskab og Mild­hed, at han kunde været et Monster for alle Regentere. Men det varede ikke længe, og for sildig indsaae Potuanerne, hvor ugrundet det Ordsprog er, at det Rige er lyksaligt, hvor Philosopher sidde ved Roret. Thi da den nye Fyrste var af ringe Herkomst, kunde hans Dy­der og Regieringskonst ikke forskaffe ham den Agtelse og Ærbødighed, der er Staternes Styrke. De, som nylig havde været hans Lige eller Overmænd, ansaae ham endnu derfor, da han var kommet paa Tronen, og kunde ikke finde sig i at adlyde ham som deres Fyrste. De knurrede over hans Forordninger, saasnart disse mishagede dem, eller faldt dem for vanskelige, og tænkde kun paa hvad han havde været, og ikke hvad han var. Nu maatte han ved Bønner og Smigre­rier søge at forskaffe sig Lydighed; men ogsaa derved udrettede han intet. Man blev ved at ringeagte hans Befalinger, fordi man ikke agtede ham selv. Rabaku saae, at der maatte anvendes andre Midler, og begyndte at blive stræng. Ved denne anden Yderlighed udbrød den Gnist, som havde ulmet under Asken, til en aabenbar Ild: Undersaatterne satte sig offentlig op imod ham, og paa  eet ilde stillet Opror fulgde et andet. Omsider mærkte han, at Staten ikke kunne bestaae, uden den bestyredes af en Regent, som var af stor Familie, hvis Ahner kunde indprænte Folket Ærbødighed: han nedlagde Regie­ringen og overdrog den til en Fyrste, som ved Fødselen havde Ret dertil. Roligheden vendte tilbage med den gamle Kongefamilie, og det Uveir lagde sig, der saa længe havde forvirret Staten. Derpaa blev det forbudt under Livs Straf for Eftertiden at giore ringeste Foran­dring i Arvefølgen.

Denne orden, i lige Linie, vil rimeligvis altid blive uryggelig i Potu, så at man

ikke uden i den i yderste Nodsfald vil gaae den Førstefødde forbi.Dog melde Årbøgerne om en Philosoph, som vilde ophæve den kongelige lov, og opfandt en Middelvei. Hans Forslag var, at man vel ikke skulde gaae det kongelige Huus forbi, men dog vælge den blandt den afdøde Fyrstes sønner til Regent, som besad størst Duelighed til at bære Regieringens Byrder. Da han havde fremsat sit Forslag, underkastede han sig den Prøve, som var brugelig i hans Fædreneland, og lod Strikken lægge om sin Hals, saa længe man raadslog om Forslagets Nytte. Da Raadsforsamlingen yar forbi, og Stemmerne vare talte, blev denne Plan erklæret for ubesindig og høist skadelig for Staten. Man troede nemlig, at den ville giveAnledning til mange Uroligheder, og opvække Strid imellem de kongelige Børn, og at det derfor var bedre at beholde den gamle, som bestemte den forstefødde Prinds til Regieringen, om han  endog var mindre duelig dertil end de andre. Planen blev altsaa forkastet, og Projektmageren hængt. Thi Projektmagere ere de eeneste, som i dette Fyrstendom straffes paa Livet, da man troer at enhver, endog vel overtænkt nye Forandring, giver Anledning til Urolighed og Uorden i Staten, men kuldkaster og forstyrrer den reent, om den er urimelig og overilet.

De potuanske Fyrsters Magt er uindskrænket, og dog er deres Regiering meere faderlig end stræng. Thi da de udøve Retfærdigheden efter Grundsætninger, og ikke blot efter Love, vide de altid at foreene Herredom og Frihed med hinanden, to Ting, som ellers saa let skilles ad.

    Een af de nyttigste Indretninger her er denne; at Fyrsten saa meget

som mueligt stræber at vedligeholde en Lighed imellem Undersaatterne. Værdighed er her ikke bunden til nogen Stand, men de Ringere maa allene lyde deres Overmænd, og de Unge ære de Gamle. De underjordiske Aarbøger vise vel, at der for nogle Aarhundreder siden havde været visse ved offentlige Love anordnede Stænder iblandt dem, men de vise tillige, at dette gav Anledning til store Uroligheder. Thi det forekom den ældre Brodér haardt at vige for den yngre, og Forældre kunde ikke skikke sig i at sættes tilbage for deres Børn: det eene Træe skyede det andet, og al Omgang og Selskabelighed ophørte. Men disse vare ikke de eeneste Uleiligheder, som fulgte deraf. Efterhaanden gik det saavidt, at de bedste og dueligste Træer, som Naturen havde udrustet med de største Siele-Evner og de fleeste Grene, maatte sidde nederst i Giestebudder og Forsamlinger. Thi de Træer, som havde nogen indvortes Værd, og udmærkede sig noksom ved Klogskab og Dyd, kunde aldrig beqvemme sig til at søge nogen Rang eller Titel, for at faa Ret til at sidde øverst. Men de slette og uduelige Træer søgte paa en Maade at skiule deres naturlige Mangler med prægtige Ærestitler, og plagede Fyrsten uden Ophør med deres Ansøgninger. Han føjede dem, for at slippe frie for dem, og tilsidst bleve da Titler intet andet end Tegn paa de udueligste Træer. Frem­mede maatte lee derover, naar de i Giestebuder og høitidelige For­samlinger saae Tornebuske sidde paa de fornemste Bænke, og Pal­metræer, Cedre og anseelige Eege med ti eller tolv Grene, sidde nederst; thi saa længe denne Regieringsform varede, havde næsten alle Tornebuske  Karakterer. Fruentimmerne iblandt dem fik Titler af Oeconomieraad, Huusraad og Hofraad, og det opvakte endnu større Uroligheder iblandt dette Kiøn, end iblandt det andet. Nogle Træer gik saavidt i forfængelig Ærgierrighed, at de, som af Naturen ikke havde faaet meer end to eller tre Grene, søgte om Titler af Tigrenet eller Tolvgrenet, og Tornebuske søgte om at kaldes Palmetræer. Det var ligesaa latterligt, som om en Vanskabning søgte om Titel af Velbaaren, eller den, der var født af ringe Stand, vilde kaldes Høiædel. Da Ulykken var steget til det høiste, og hele Landet var forvir­ret, saasom alle jagede efter tomme Navne og Titler, uden sand Ære og Fortieneste, vovede en Borger i Byen Keba at gjøre Forslag til en Lov, hvorved denne Skik skulde afskaffes. Han blev, som sædvanlig, slæbet hen paa Torvet med en Strikke om Halsen; men da man havde holdt Raad derom, og samlet Stemmer, blev hans Forslag, uden at nogen indvendte det ringeste derimod, billiget som nyttigt for Staten. Han blev derpaa prydet med en Blomsterkrands, og fort i Triumph igiennem Byen, med det ledsagende Folks Bifald og Fryderaab. Og da man i Tidens Længde indsaae, til hvor stor Nytte hans Forslag havde været Staten, blev han udnævnt til Kadoki eller Storkanzler.

Fra den Tid af holdt man nøiagtig over den Lov, at alle borgerne skulde være lige. Og dog ophørte ikke al Kappelyst, fordi Titlerne bleve afskaffede; men nu stræbte den eene at overgaae den anden i Dyd og sande Fortienster. Man seer af den underjordiske Historie, at der siden den Tid ikke har været meer end een eeneste Projectmager, som to Gange hemmelig stræbte at indføre den forrige Rangforord­ning; men for det første Forsøg blev han domt til at  aarelades, og da han siden blev anklaget, at han endnu arbeidede derpaa, blev han forviist til Firmamentet. Nu omstunder har Rang og Titler ikke meere Sted i dette Fyrstendom. Vel giver den høieste øvrighed visse Professioner Fortrin for andre, men ingen faaer derved Ret til den første Plads i offentlige Sammenkomster. Man kan see denne Forskiel af de kongelige Forordninger, som gierne sluttes med disse Ord:

„Dette byde og befale vi vore Bønder, Fabrikantere, Kiøbmænd, Haandværksmænd, Philosopher, Konstnere, Hofbetientere o.s.v." Jeg kom efter, at følgende Rangforordning glemmes i det fyrstelige Arkiv; .   :

1. De, som offentlig Trang havde hiulpet Staten med deres Formue.

2. De som tjene Staten uden Løn.

3. Bønder og Agerdyrkere med otte Grene, og derover.

 4. Bønder med syv Grene, og derunder.

5. De, som have anlagt Fabriker eller Manufakturer.

6. De, som drive de nodvendige Haandværker.

7. Philosopher, og ordentlig  creerede Doctorer af begge Kion.

8. Konstnere.

9. Kiøbmænd.

10. Hoffolk med fem hundre Rupaters Løn.

11. Hoffolk med tusinde Rupaters Lon.

Jeg fandt denne Rangforordning overmaade latterlig, og jeg tvivler paa, at nogen i vor Verden vil give den sit Bifald. Noget nær lugtede jeg alligevel hvad de Underjordiske sigtede til, og Grundene, de byg­gede den paa; men jeg tilstaaer, at den endnu forekommer mig be­synderlig, og at jeg ikke ganske kan fatte den.