Efter den store krig findes der kun én stat, verdensstaten, hvor alt menneskeliv er styret, reguleret og planlagt fra arveanlæg, fosterudvikling, opdragelse, arbejde og socialt liv. Kan et menneske være tilfreds i et sådant perfekt samfund? Dette sættes der spørgsmålstegn ved  i denne klassiske dystopiske roman:

Mustapha Mond lukkede bogen og lænede sig tilbage i sin stol. „En af de talrige ting i himlen og på jorden, som disse filosoffer ikke drømte om, var dette" - han slog ud med hånden - „os, den moderne verden -". „I kan kun føle jer uafhængig af Gud, så længe I er unge, og det går jer godt. Uafhængighed kan man ikke leve på i det lange løb og ikke dø på." - „Men nu er vi unge, og det går os godt, lige til vi dør- Hvad er følgen? Den er tydelig nok: vi kan ikke være afhængige af Gud." - „Den religiøse følelse vil erstatte jer alle jeres tab." - „Men vi trænger ikke til at få noget tab erstattet. Den religiøse følelse er overflødig. Og hvorfor skulle vi give os til at jage efter et surrogat for ungdommens lyst, når ungdommens lyst fak­tisk varer os ud? Et surrogat for fornøjelse, når vi forlyster os med alle de gamle tossestreger lige til enden? Behøver vi måske hvile, når vor ånd og vort legeme bliver ved at være lige aktive? Behøver vi trøst, når vi har soma? Behøver vi noget fast og ubevægeligt, når vi har den sociale orden og ligevægt og harmoni, som vi har?"

„De tror altså ikke, at der er nogen Gud?"

„Tværtimod, jeg anser det for sandsynligt, at Gud er til."

„Men så forstår jeg ikke ...?"

Mustapha Mond afbrød ham. „Men han åbenbarer sig på forskel­lige måder for forskellige mennesker. I førmoderne tider åbenba­rede han sig, som det er beskrevet i disse bøger.

„Hvorledes åbenbarer han sig nu?" spurgte den vilde.

„Han åbenbarer sig som fraværelse, ved sin fraværelse; som om han overhovedet ikke var til."

„Det er jeres egen skyld."

„Kald det civilisationens skyld. Gud kan ikke eksistere sammen med teknik, videnskabelig medicin og universel lykke. 

Man må vælge. Vor civilisation har valgt teknik og medicin og lykke. Derfor er jeg nødt til at have disse bøger under las og lukke her t skabet. Det er smudslitteratur. Folk ville tage anstød, hvis ..."

Den vilde afbrød ham. „Men er det ikke naturligt at føle, at der er en Gud?"

„De kunne lige så godt spørge, om det er naturligt at lukke sine benklæder med lynlås," sagde præsidenten sarkastisk. „De minder mig om en anden af disse gamle fyre, der hed Bradley. Han defi­nerede filosofi som kunsten at finde på dårlige grunde for det man instinktivt tror på. Som om et eneste menneske troede noget pr. instinkt! Man tror, hvad man må og skal tro. Det hele afhænger af, hvad man er opdraget til, opflasket med. Nej, Jeg skal sige Dem, hvad filosofi er: det er kunsten at finde på dårlige grunde, for hvad man tror på formedelst andre lige så dårlige grunde. Folk tror på Gud, fordi de er opflasket med Gud."

„Det er nu lige meget," sagde den vilde stædigt, „det er naturligt at tro på Gud, nar man er alene - helt alene, om natten, når man tænker på døden ..."

„Men folk er aldrig alene nu til dags," sagde Mustapha Mond. „Vi får dem til at hade ensomhed; og vi ordner deres liv for dem på en sådan måde, at det er næsten umuligt for dem nogensinde at være alene."

Den vilde nikkede mørkt. I Malpais havde han lidt, fordi de havde lukket ham ude fra folkets fælles

liv, og her i det civiliserede Lon­don led han, fordi han aldrig kunne undslippe dette kollektivliv, aldrig få lov til at blive for sig selv i fred og ro,

„Kan De huske dette stykke i „Kong Lear?" spurgte den vilde om­sider. „Guderne er retfærdige, og de laster, som volder os nydelse, er for dem midler til at plage os. Den sorte lastens hule hvor han av­lede dig, kostede ham hans øjne," - og Edmund svarer - De husker, han er såret og ligger og skal dø - „Du har ret. Det er sandt. Hju­let er kommet omgangen rundt; her er Jeg." Hvad skal vi mene om det? Ser det ikke ud til, at der er en gud, som styrer verdens gang, som straffer og belønner?"

„Synes De?" spurgte præsidenten. „Man kan i vore dage tillade sig alle mulige behagelige laster med kvinder i flæng, og alligevel risikerer man ikke at få sine smukke øjne stukket ud a£ sin søns el­skerinde. „Hjulet er kommet omgangen rundt; her er jeg." Men hvor ville Edmund være i dag? Han ville sidde i en pneumatisk stol, med sin arm rundt om en piges liv, sutte løs på sit tyggegummi, kiggende på et følespil. Guderne er retfærdige. Lad gå. 'Men deres liv er i sidste instans dikteret af de personer, som organiserer sam­fundet. Forsynet får sine tips hos menneskene."

„Er De sikker på. det?" spurgte den vilde. „Er De sikker på, at Edmund i den pneumatiske stol ikke er blevet lige så fuldt straffet som den Edmund, der ligger såret og bløder sig ihjel. Guderne er retfærdige. Mon de. ikke skulle have brugt hans behagelige laster som et middel til at nedværdige ham?"

„Nedværdige ham - fra hvilken stilling må jeg spørge? I sin egen­skab af lykkelig, hårdt arbejdende, vareforbrugende borger er han fuldkommen. Naturligvis  hvis man vælger en anden målestok end vor, så kan der måske blive tale om nedværdigelse. Men vi må holde os til ét sæt postulater. Man kan ikke spille golf efter kricketregler."

„Men det er ikke den enkelte, som afgør, hvad der har værdi," sagde den vilde, „Det gode har sin værdi i sig selv såvel som hos dem, der sætter pris på det."

„Hov, hov," protesterede Mustapha Mond, „det er dog vist nok at gå for vidt, er det ikke?"

„Hvis I gav jer selv lov til at tænke på Gud, så ville I ikke give jer selv lov til at blive nedværdige! af behagelige laster. Så ville I have en grund tit at bære livets tilskikkelser tålmodigt, overhovedet en grund til at vise mod: Det er den erfaring, jeg har fra indianerne."

„Jeg tror gerne, at indianerne har det på den måde," sagde Musta­pha Mond. „Men vi er altså ikke indianere. Et civiliseret menneske behøver ikke at finde sig i noget, som er for alvor ubehageligt. Og hvad angår dette med at vise mod blot for modets skyld - Ford for­byde, at det skulle falde os ind. Hele det sociale system ville eksplo­dere, hvis folk først begyndte på den slags."

„Men så med hensyn til selvfornægtelse. Hvis I havde en gud, ville I også have en grund til at vise selvfornægtelse."

„Men forstår De da ikke, at den industrielle civilisation kun er mulig, når der ikke vises nogen selvfornægtelse. Folk skal gøre, hvad de har lyst til, de skal tilfredsstille deres behov op til de grænser, som hygiejniske og økonomiske overvejelser fastsætter. Ellers ville jo hjulene snart komme til at stå stille."

„Så ville I i alt fald have en grund til at vise kyskhed," sagde den vilde. Han rødmede lidt, da han ytrede disse ord.

„Men kyskhed betyder lidenskab. Kyskhed betyder neurasteni, betyder uro og utryghed. Og hvis stabiliteten går fløjten, så er det ude med civilisationen. Det er umuligt at opretholde en varig civili­sation, som ikke indbefatter en mængde ubehagelige laster."

„Men i Gud er grundlaget for alt, som er ædelt, fint, heroisk. Hvis I havde en gud ..."

„Min kære unge ven," sagde Mustapha Mond. „Civilisationen trænger aldeles ikke til ædelhed eller heroisme. Det er symptomer på politisk evneløshed. I et ordentlig organiseret samfund som vort, er der ingen, som har lejlighed til at være hverken ædel eller heroisk. For at en sådan lejlighed kan vise sig, må forholdene først blive gan­ske anderledes usikre, ustabile, end de nu er. Hvor der er krige, hvor der er pligt-kollisioner, hvor der er fristelser at bekæmpe, hvor der er idealer, som vil elskes, som man må kæmpe for at forsvare, - der er det klart, at det ædle og heroiske sind har en fornuftig betydning. Men der er ingen krige i vore dage. Og der bliver draget den mest omhyggelige omsorg for, at ingen kommer til at elske nogen for meget. Pligtkollisioner er ukendte. Man er sådan opflasket, at man ikke kan lade være at gøre det, man bør gøre. Og det man må er i det store og hele så behageligt, fordi mange af de naturlige impulser har fået frit spillerum, så at der faktisk ikke mere er fristelser at be­kæmpe. Og hvis der alligevel ved et ulykkeligt tilfælde skulle hænde nogen noget ubehageligt, nå, så har vi altid soma og dermed mulig­hed for at tage en ferie fra virkelighedens hårde kendsgerninger. Og der er altid soma, hvis man er vred, soma til at få en til at se tingene næsten i et forsonligt lys, soma til at bringe en i en tålsom og med­gørlig tilstand. I gamle dage skulle der mange års hård moralsk træning og i tilgift en ekstra kraftanstrengelse for at præstere det, som nu opnås ved hjælp at soma. Man sluger blot to eller tre tablet­ter på et halvt gram hver, og miraklet er realiseret. Alle kan være i besiddelse af dyd nu. Man kan have i alt fald halvdelen at sin mo­ralske styrke på sig i en flaske. Vil De vide, hvad soma er? Det er kristendom uden tårer!" [... ]

„Hvad I trænger til," sagde den vilde, „det er til en forandring noget med tårer. Der er ikke noget her, som koster nok."

12½ million dollars," havde Henry Foster indvende, da' den vilde havde sagt det til ham. „12½ million dollars. Så meget koster den nye udklækningsanstalt. Ikke en cent mindre."

Den vilde så op på Mustapha Mond: „Rent bortset fra Gud, -skønt Gud naturligvis betyder, at det fik en mening - er der så ikke noget om, at man skal leve farligt?"

„Der er endda ikke så lidt om det," sagde præsidenten. „Mænd og kvinder må have deres frygtsomhedsorganer stimuleret fra tid til anden."

„Hvad behager?" spurgte den vilde uforstående.

„Det er en af betingelserne for, at helbredet er fuldstændig i orden. Derfor har vi gjort visse indpodninger obligatoriske."

„Hvad for indpodninger?"

„Tilførsel af kemiske stoffer, der erstatter de processer, i blodet og i organismen, som ellers fremkaldes af voldsomme sindsbevægelser, lidenskabelig forelskelse, dødsfald etc. Det er en behandling, som gentages hver måned. Vi sprøjter adrenin ind. Det er et tip-top fysio­logisk surrogat for frygt og raseri. Man opnår de samme kemiske virkninger, som indtræder hos Desdemona, når hun myrdes af Othello, og hos Othello, når han dræber Desdemona - men uden en eneste af ulemperne."

„Men jeg holder af ulemperne."

„Det gør vi ikke," siger præsidenten. „Vi foretrækker at fare med lempe."

„Men jeg bryder mig ikke om lempe. Jeg vil have Gud, jeg vil have poesi, jeg vil have rigtig fare, jeg vil have frihed, jeg vil have kærlighed. Jeg vil have synd."

„Men, min kære unge mand," sagde Mustapha, „De kræver jo i virkeligheden ret til at være ulykkelig."

„Nuvel," sagde den vilde trodsigt, „jeg kræver ret til at være ulyk­kelig."

„Ikke at tale om, at De kræver ret til at blive gammel og hæslig og impotent; ret til at fa syfilis og kræft, ret til at sulte; ret til at få lus; ret til at leve i en bestandig frygt for, hvad morgendagen vil bringe. Ret til at få tyfus. Ret til at blive pint og plaget ubeskriveligt og på enhver måde."

Der herskede længe tavshed.

„Jeg kræver alt dette," sagde den vilde til sidst.

Mustapha Mond trak på skuldrene. „Værsgo og tag for Dem af retterne," sagde han.