Jersilds dystopiske roman foregår i et fremtidigt Europa. Efter en atomkrig har de få overlevende samlet sig i Nordskandinavien, hvor de afventer en usikker skæbne:

 I marts begyndte skindbådsfolket igen at bevæge sig for at finde græsning til deres rener. Nu fandtes der ikke længere nogen spedalske mellem dem og Klosteret. De gik ud fra at klosterfolket var dyr, som kunne få lov til at holde sig i sine underjordiske gange så længe de ikke gjorde fortræd eller gav sig i lag med de hellige rener. Menneskene i Klosteret, nu ikke flere end en halv snes, så nye vilde komme nordfra. De var ikke ydmyge og lemlæstede ikke sig selv som de spe­dalske - men de var mørke i løden. De nye ansigter gik mere over i det røde end det lerbrune, men der kunne nu ikke herske nogen som helst tvivl om hvad det var for slags men­nesker; Djævelens udsendte. Kampen blev trods klosterfolkets automatvåben kort. De blev spærret inde i gangene med røg og ild. De det lykkedes for at slippe ud blev jaget af hundene. Senere samme forår nåede nomaderne Henrys hytte mod syd. De betragtede skjulet som en dyrebolig som de indtil videre gik i en stor bue udenom. Men på det tidspunkt havde Petsamo allerede selv gjort en ende på sit liv.

Skindbådsfolket var nu det eneste folk på øen. De voksede langsomt i antal, men deres hunde og rener formerede sig desto hurtigere. Den brune dværgren trivedes ypperligt mel­lem mosser, lyng og laver i kalkstensterrænet. Hundene

havde fået kontakt med de hunde som var tilbage fra Rolands flok. Efter en del indledende revirstridigheder assimileredes de oprindelige hunde.

Det øvrige dyreliv begyndte også at komme sig, først og fremmest på grund af de forbedrede betingelser for planter­ne. Kaninerne tog til og blev føde for mennesker og hunde.

Fugle opholdt sig stadig oftere på øen selv om få ynglede endnu. En hård midvinter kom et rævepar trippende over isen og slog sig ned på Borgen som blev ladt i fred af skindbådsfolket, da man ikke kunne få renerne op der. Rævene formerede sig og levede af frøer, gnavere og kaniner. Men duernes reder på de utilgængelige klippehylder havde de sjældent held til at komme i nærheden af. Over tusind duepar ynglede nu på Borgens skrænter,

Vintrene blev efterhånden koldere og et isfrit hav blev en sjældenhed. Et år drev der kontaminerede regnskyer ind over øen, men renerne reagerede straks og menneskene holdt sig inde i de vatterede telte så længe det regnede. De havde også lært at alt der har ligget ude i regnen må vaskes eller

smides væk. Helt klarede de sig ikke. Nogle af de mindste børn døde med blødninger.

Den endelige katastrofe indtraf da skindbådsfolket havde opholdt sig på øen i præcis ti år. Duerne ynglede nu ikke blot på Borgens hylder men også på hovedøens skrænter. Men alle duerne var ikke efterkommere af det første par der byg­gede rede på Borgen; mange duer kom også på strejftog fra fastlandet rundt om Østersøen. Nogle af disse nyindvandrede duer bar andre sygdomme med sig end de gamle sædvanlige parasitter og fodsvampe. Bådfolket som ikke bare dyrkede renerne men også gerne pyntede sig med fjer, hilste duerne med glæde. I deres myter og sagn optrådte ganske vist først og fremmest ørn og hvid falk - men i mangel af disse samlede man fjer fra duerne. På den måde blev folk hurtigt smittet af den virus de nye duer førte med sig.

Fuglene selv havde ingen symptomer. Men for menne­skene var virussen noget deres kroppe aldrig havde .haft mu­lighed for at opbygge et forsvar imod. Da hele det biologiske system blev rystet i sin grundvold tre årtier tidligere, var der

af dette kaos opstået nye varianter og karikaturer, smittestoffet trængte ind og formerede sig i menneskets rige nerve­væv, først og fremmest i hjernelapperne. Så udvikledes en form for sovesyge, hvor den smittede blev apatisk og uinter­esseret i sociale relationer. Enhver sank ind i sig selv. På kroppen mærkedes ikke noget men det ændrede sjæleliv var i længden uforeneligt med de hårde vilkår på øen. Mændene holdt op mned at jage, kvinderne holdt op med at amme og de  ældste fortalte ikke længere sagn foran ilden. Ingen tog sig af hundene og renerne. Fra det tidspunkt hvor det første menneske blev smittet tog det ikke mere end fire måneder førend alle var bukket under i apati, sult eller af følgesyg­domme. Duerne formerede sig trods rævene. Dværgrenernes antal voksede i første omgang, de blev en rigtig hjord, men så gjorde hundene og de langt modigere ræve indhug i flokken.:

Da renerne var væk kom der en invasion af sorte rotter. Det lykkedes snart for rotterne som kunne klatre, på det nærmeste at udrydde duerne ved at tage deres æg og unger. Så kom der store måger som trængte de sidste duer væk fra fjeldet og med stor succes jagede: rotterne. Dyrelivet pas­serede forskellige stadier og trappetrin, på visse tidspunkter syntes faunaen at befinde sig i hvile men straks forrykkedes balancen igen. Klimaforandringer og nye sygdomme rullede som tordenvejr over øen hvor også bevoksningen blev revet med i dyrenes konkurrence. Træer og syrenbuske på Borgen  sneede frø ind over hovedøen hvor frøene begyndte at spire.  Men ingen overlevede. Forfrosne mennesker rykkede ikke  længere de spæde planter op, men de skud som ikke kvaltes i i flyvesandet blev ædt op af gnaverne.

Kommentar

Da jeg i 1975-76 lavede de første skitser til Efter floden, tog få mennesker kernevåbentruslen alvorligt; spørgsmålet havde nærmest et komisk skær over sig. Nu i 1982 er spørgsmålet i allerhøjeste grad aktuelt. Man kan have for­skellige meninger om risikoen. Selv tror jeg ikke på de dommedagsprofeter der fremstiller katastrofen som uund­gåelig. Den ubegrænsede kernevåbenkrig er en fuldtud tæn­kelig mulighed, det er tilstrækkeligt,

Når jeg skriver »tænkelig mulighed«, er det ikke helt sandt. Problemet er nemlig at atomkatastrofen ikke er tæn­kelig, det er som om mennesket mangler evnen til at se alt for store farer i øjnene. Det gælder også mig: Jeg opgav tidligt forsøgene på at skildre den egentlige katastrofe, den hvor størstedelen af befolkningen dør øjeblikkeligt eller inden for nogle uger. I stedet for har jeg prøvet på at følge den klat mennesker der bliver tilbage.

P. C. Jersild