Kronik i POLITIKEN 12. april 2007

af TRINE LINDENCRONE

Hvem bestemmer, hvilke liv der kan kaldes værdige?

Bølgerne går højt for at få hævet grænsen for den fri abort fra 12 til 18 uger. Hvorfor? Fordi videnskabelige landvindinger har gjort det muligt at skanne og screene fostre for såkaldte fejl – og det ville jo være forfærdeligt, hvis kommende forældre skulle underkastes en lægelig vurdering, før de kan kassere deres ufødte barn, hvis det ikke lever 100 procent op til forventningerne om det perfekte ønskebarn, kronen på deres perfekte liv.

Etisk Råd har drøftet det længe og er endt med at sige nej, fordi der stadig er mulighed for at få en provokeret abort senere end 12. uge, hvis der er medicinsk grundlag for at konkludere, at graviditeten er en belastning for enten moderens eller barnets helbred og trivsel. Mange unge kvinder siger ja til en højere grænse med den begrundelse, at de ikke kan (eller vil, burde man måske snarere sige) håndtere at få et handikappet barn. Præsterne har meldt sig på banen med argumenter om velsignelsen ved ethvert barn. Med få undtagelser er debatten heldigvis ikke nået dertil, hvor de med hånden på ’den hellige bog’ taler helt imod fri abort; men de modsætter sig en forhøjelse af grænsen for, hvornår der kan gennemføres en abort uden et individuelt skøn fra en læge.

Men hvad siger de forældre, der allerede har fået deres handikappede barn, som de måske kunne have fravalgt, hvis de havde stået med de muligheder, som vordende forældre har i dag?

Mød Jakob. Han er 18 år. Jakobs far har slips og jakkesæt på, taler fejlfrit dansk og har formentlig en solid uddannelse i rygsækken; han er chef hos Skat i Nordsjælland, og han elsker ikke sin søn. Selv om han påstår det modsatte, er det den eneste konklusion, man kan nå til, på baggrund af Erling Andersens udtalelser i TV 2/Nyhederne 26. april kl. 19. Hvorfor gør han ikke det? Ville det være nærliggende at spørge – og svaret er lige så enkelt, som det er foruroligende: Jakob har Downs syndrom.

Du må have misforstået noget, lyder den logiske indvending, forældre elsker da deres børn uanset hvad. Men svaret er nej. Sådan er det ikke her. For Jakobs far sidder i primetime på landsdækkende tv og fortæller, at hvis han og hans kone havde vidst, at Jakob ville blive født som mongolbarn, så ville de hellere have haft en abort. Vi lader den stå et øjeblik ... Erling Andersen har haft 18 år sammen med sin søn. Man må formode, at han har lært Jakob at kende og har fulgt ham i hans opvækst. Alligevel ville han altså hellere have haft, at fosteret var endt som en abort end som den søn, han har i dag.

Hvordan kan man det?! Hvordan kan man som forælder sige, at man hellere ville have været fri for sit barn? Ikke bare have strøtanken, når ungen skriger på 21. time, og man ikke har fået en hel nats søvn i en måned, men mene det så inderligt, at man går på tv, fordi man har skrevet en bog om det?

Erling Andersens begrundelse er, at Jakobs liv er fuldt af begrænsninger, og at han aldrig vil få et liv, hvor han ikke er afhængig af andre mennesker. Til det er svaret ganske enkelt to gange nej. Det er ikke Jakob, der har begrænsninger – det er hans far!

Mongolbørn er nogle af de gladeste, mest umiddelbare børn, der overhovedet findes, og ja, der er ganske vist ting, de ikke kan; men det er de jo ikke klar over, og derfor føler de logisk ikke, at de går glip af noget. Og når det kommer til afhængighed, ligger spørgsmålet jo lige for: Findes der overhovedet nogen, enten børn eller voksne, der ikke er afhængige af andres hjælp på den ene eller den anden måde? Personligt har jeg endnu ikke mødt nogen. Heldigvis.

Og hvem er jeg så til at have en mening om de økonomiske og menneskelige ressourcer, det kræver at tage sig af et psykisk udviklingshæmmet barn? Er jeg ikke bare en ung idealist, der har tabt jordforbindelsen, fordi jeg svæver rundt på en lille, lyserød sky og forherliger ’alle er lige’ i yderste konsekvens?

Måske er jeg idealist; men jeg har samtidig den indsigt, man får, når man i 15 år har været storesøster til verdens dejligste dreng. Han går i specialskole, han vil aldrig lære at aflæse andre menneskers følelser, han vil formentlig ikke komme til at leve et liv, gennemsnittet af danskere kalder normalt, med hus, kone, børn og karriere. Han er autist, og trods sin medicin vil han altid være mærket af det, lægerne kalder et handikap. Men når jeg kommer ind ad hoveddøren, og han kommer styrtende ned ad trappen med smil over hele hovedet, så elsker jeg ham. Når vi andre glemmer at tage hensyn til, at tingene skal foregå, ligesom de gjorde i går, og han råber og skælder ud, og de forhadte tics forhindrer ham i at fokusere, så elsker jeg ham.

Ingen skal komme og fortælle mig, at han ville have været bedre tjent med ikke at blive født! Hvis det indimellem er hårdt for os, der er omkring ham til hverdag, så er det ikke hans skyld. Det har ikke noget at gøre med de ting, han ikke kan. Det er ikke ham, der har begrænsninger. Det er os andre. Det er os, der har det fulde ansvar for at skabe nogle rammer, som han kan leve trygt og godt i. Og hvis han har det dårligt eller ikke får udnyttet sit potentiale fuldt ud, er det ganske simpelt, fordi vi har svigtet vores ansvar.

Så når Erling Andersen forsvarer sin holdning ved at sige, at det ville være bedst for Jakob, og dermed også min lillebror, at være endt som en abort, vil jeg ikke bare protestere. Jeg vil kyle fløjlshandskerne ad Pommern til og sige det ligeud: Fostre bliver til mennesker, og mennesker kan ikke deles op i kategorier som mere eller mindre berettigede til en plads i verden. Mindre pragmatiske unge ville nok drage paralleller til et europæisk storrige, der kollapsede for 52 år siden. Så vidt vil jeg ikke gå endnu; men der er ingen tvivl om, at hvis mennesker med Erling Andersens meninger og argumenter får lov at tegne debatten, så er vores samfund bestemt på vej i den retning. Præsten Orla Villekjær taler om racehygiejne, og det er ikke en helt forkert beskrivelse.

Som ung kvinde i den fødedygtige alder står man i dag over for en lang række valg, man er nødt til at træffe. Hvis man er fertil, bliver man sparet for nogle af dem. Så skal man ikke tage stilling for eller imod hormonkure eller vælge, om det skal være ens egne eller kærestens gener, der skal levere halvdelen af arvematerialet til barnet – om man vil lade sig inseminere med sine egne æg og donorsæd eller donoræg og sin kærestes sæd – eller om man vil gå linen helt ud og finde en rugemor. Bliver man gravid, på det man kunne kalde gammeldags maner, slipper man, når man altså har fravalgt den provokerede abort inden 12. uge, med at forholde sig til ultralydsskanninger, fostervandsprøver, nakkefoldsskanninger og 117 andre diagnosticeringsmetoder, som forskerne har fundet frem til. Alt sammen med det erklærede formål at sikre fostrene værdige liv, når de bliver født.

Men hvem bestemmer, hvilke liv der kan kaldes værdige? Skal vi også til at slå ældre ihjel, hvis de får Parkinsons eller Alzheimers? For hvis det er uværdigt at være barn med Downs syndrom, skal der ekstraordinært gode argumenter til, hvis ikke mennesker, der kræver hjælp 24 timer i døgnet for at klare helt almindelige dagligdags ting, skal falde i samme gruppe. Og hvad med de døve eller stumme, som har brug for en tolk for at kommunikere med den del af befolkningen, som ikke kan tegnsprog? Skal vi også slå dem ihjel ved fødslen, eller hvis de i løbet af livet kommer ud for en ulykke eller får en hjerneblødning, der berøver dem evnen til at høre eller tale?

Af uransagelige grunde er den sammenligning ikke blevet draget i offentligheden endnu. Det må dog siges at være tre sider af samme sag – at fravælge fostre, fordi der venter dem et specielt liv med en særlig cocktail af styrker og svagheder; at fravælge ældre, fordi de kan imødese en længere årrække lænket til deres plejehjemsværelse eller ligefrem deres seng, fordi sygdom i kroppen, hjernen eller sindet gør, at de ikke kan tage sig af sig selv, indtil de dør; og at fravælge døve og stumme, der skal have det talte sprog oversat for at kunne forstå det. For så er de jo afhængige. Og det er uværdigt. I hvert fald hvis man spørger Erling Andersen.

Velkommen til den fagre nye verden, som vi i dag diskuterer abort i.

Fostervandsprøver er standard. Nakkefoldsskanninger er noget, de gravide føler sig presset til at få foretaget. Og gud nåde og trøste det par, der vælger at gennemføre en graviditet, der med stor sandsynlighed vil føre til et barn, der ikke er fuldstændig ligesom den nyfødte i sengen ved siden af. Vi er nemlig nået dertil, hvor man som gravid kan lade indholdet af sin mave teste for næsten hvad som helst – og hvor de gravide føler, at de skal forsvare deres beslutning, hvis de ikke ønsker at kende sandsynligheden for, at deres barn bliver født med et handikap eller som udviklingshæmmet, eller hvis de efterfølgende ikke ønsker en abort.

Ergo: Føder man et barn, der falder bare en lille smule uden for det såkaldt normale, er det virkelig ens egen skyld og dermed også ens eget problem. For det er jo ikke, fordi man ikke har haft chancen for at opdage det i tide.

Ethvert liv er fra begyndelsen værd at leve. At lade noget så, undskyld udtrykket, latterligt som en sygdom stemple et helt liv som uværdigt er ikke alene tåbeligt, dét er uværdigt og vidner om et menneskesyn, som jeg ikke troede, vi havde i Danmark.

Men lad os få synspunktet frem i debatten, så vi kan træde op på et højere diskussionsniveau, hvor vi ikke alene forholder os til en højere abortgrænse, men også til konsekvenserne af den. At vi kan stille de unge kvinder, der bliver gravide i fremtiden, i en situation, hvor det er blevet helt almindeligt kun at ville føde perfekte børn, og hvor de derfor skal kæmpe for at få lov til at føde naturlige børn, med eller uden flyveører og specielle psyker.At vi i yderste konsekvens kan ende med en befolkning, der udelukkende består af designede mennesker, som alle sammen er ens, fordi ingen vil eller tør træde uden for normerne og gennemføre graviditet, der fører til et barn med et et handikap. Ønsker vi virkelig det?

For 50 år siden var det synd for dem, der fik et handikappet barn. I dag virker det næsten, som om forældrene stemples som torskedumme – for de kunne jo bare have ladet fosteret fjerne i tide. Hvordan ser det ud om 50 år? Eller bare om 15?

Er det så blevet standard at abortere fostre, hvis skanninger viser en vis (læs: forsvindende lille) sandsynlighed for ’fejl’? Og betyder det, at jeg (der om 15 år forhåbentlig stadig er fertil) skal til at slås for at få lov til at beholde mit foster, præcis som det er?

Personligt vil jeg slås. Til hver en tid. Ikke imod retten til fir abort, men for retten til det frie valg. Ingen skal fortælle mig, hvornår mit foster kan få et værdigt liv. Hverken Downs syndrom, autisme eller andre sygdomme, som mange mennesker kalder fejl, forhindrer nogen i at have et værdigt liv. Jeg vedstod mig tidligere, at jeg måske er idealist; men jeg er sandelig også realist. Jeg har levet hverdagen sammen med et barn, der stiller andre krav til sine omgivelser, end gennemsnittet af børn gør. Det er ikke nogen dans på roser. Ikke fordi deres liv ikke er værdigt eller værd at leve; men fordi det er utroligt ressourcekrævende, både menneskeligt og økonomisk, at håndtere dem. Måske vil der være svære misdannelser, der konstateres ved en skanning, som kan få selv mig til at overveje, om jeg kan tilbyde barnet de bedste rammer og sikre det alle de muligheder, som det har potentiale til at udnytte. Men det vil altid være et spørgsmål om, hvorvidt jeg og barnets far har de kræfter, som det kræver. For det er vores ansvar. Udelukkende.

Trine Lindencrone er chefredaktør på www.kronisk-ung.dk