(Teknologidebat nr. 4, 2005)

At vi kan aflæse og påvirke vores hjerner og dermed også vores sind kan være skræmmende for én og vække dyb forundring og nysgerrighed hos en anden. Vi står over for nye muligheder, både når det gælder sygdomsbehandling og udvikling af såkaldte normale hjerner. Det kalder på stillingtagen og overvejelser af etisk og filosofisk karakter.

Fokus

Alt tyder på, at vores muligheder inden for kortlægning af hjernen og sindet i fremtiden vil nå langt ud over, hvad vi i dag synes er etisk forsvarligt. Derfor er det vigtigt at gøre sig klart, hvad de nye teknikker vil kunne bruges til i fremtiden, og allerede nu begynde at diskutere, hvad vi ønsker, og hvad vi absolut ikke ønsker, mener hjerneforskeren Hans Stødkilde-Jørgensen, dr. med. og lektor på MR-Centret, Skejby Sygehus.

Det er den eneste måde, vi kan sikre, at vi ikke bliver løbet over ende af teknikken, når det, vi i dag kategoriserer som værende fremtidsvisioner, pludselig er blevet en realitet. Hvis vi ikke forinden har taget stilling, risikerer vi, at vi søger de lette løsninger, advarer han.

”Om måske tyve år render vi rundt med en chip, der fortæller om vores sinds mørke og lyse sider. Alle mennesker har en ubevidst del af hjernen, som driver os - sult, yngelpleje, sex, aggressioner osv. Disse drifter banker på døren til vores bevidsthed og driver os frem. Det er individuelt, hvilke drifter vi styres af på samme måde, som det er individuelt, hvordan vi udnytter denne ”skubben-på”.

For aggressivitetens vedkommende kan denne medføre destruktiv voldelig adfærd eller udtrykkes mere konstruktivt, f.eks. til at udøve ekstraordinære sportspræstationer. Chippen vil afsløre, hvad der driver os, men den vil ikke sige, hvordan vi gør brug af drifterne. Kan vi acceptere, at andre får adgang til så personlige oplysninger? Det må vi tage stilling til, inden teknikken er tilgængelig,” mener Hans Stødkilde-Jørgensen.

Individualitet og indlæring
Helt så langt er vi dog ikke endnu med kortlægning af den individuelle hjerne. Men flere vinde blæser i retning af individualitet og specielle hensyn. Hensyn som tages på baggrund af hjernestudier.
I bogen ”Pæne piger og dumme drenge” foreslår Ann-Elisabeth Knudsen, cand.mag. i psykologi og dansk, at drenge kommer i skole senere end piger, fordi deres hjerner udvikles i et langsommere tempo end pigernes. Ann-Elisabeth Knudsen fik mange hug for sin bog. Måske fordi den ramte plet i et yderst ømtåligt emne, nemlig hele diskussionen om forskellen mellem kønnene.

Det var nu ikke en kønspolitisk debat Ann-Elisabeth Knudsen ønskede at åbne med bogen.
”Jeg forsøgte at sætte fokus på den viden, vi sidder inde med i dag om hjernens udvikling. At den er forskellig fra drenge til piger er der sådan set intet nyt i, og jeg taler jo ikke om, at drenges intelligens er højere end pigers! Min pointe er, at vi kan tilrettelægge indlæringsforløbet - dvs. skoletiden, så den er tilpasset de forskelle, der er mellem kønnene,” siger Ann-Elisabeth Knudsen.

Hjernens udvikling, og dermed også vores koncentrationsevne, er, om man kan lide det eller ej, kønsspecifik.
”Drengenes hjerner er gennemsnitlig udviklet ca. fem år efter pigernes, og udviklingen foregår i ryk af forskellige tempi hos henholdsvis det ene og det andet køn,” forklarer Ann-Elisabeth Knudsen.
Undersøgelser har vist, at drenge i indskolingsalderen, dvs. 1-3. klasse, typisk kan koncentrere sig i 10-12 minutter ad gangen, hvorimod pigerne kan holdes fanget i 20-22 minutter.
”Vi kan tage højde for denne forskel ved f.eks. at splitte en klasse op i dansk- og matematikundervisningen i de små klasser, i sprogfagene i 4.-6. klasse, og i naturvidenskabsfagene i 7-10. klasse,” foreslår Ann-Elisabeth Knudsen.

Bevidsthed under lup
Individualitet, bevidsthed og hjerneforskning er også et emne, der optager filosofferne. ”Filosoffer har ofte brugt særdeles fantasifulde tankeeksperimenter til at udfordre vores gængse forståelse af, hvad det vil sige at være et selv, et bevidst subjekt. Men tankeksperimenter kan risikere at ende i det rene tankespind. Studiet af og samtaler med patienter med hjernelidelser og psykiske sygdomme kan være en alternativ og særdeles frugtbar kilde til indsigt,” forklarer professor i filosofi, Dan Zahavi.
”F.eks. kan undersøgelser af patienter, som har mistet langtidshukommelsen, give os et indblik i hukommelsens betydning for vores selvidentitet. Hvordan påvirker det vores selvforståelse, at vi, så at sige, er spærret inde i en tidskapsel af et par minutters varighed? Der er næppe tvivl om vores hukommelse og erindringer spiller en helt afgørende rolle for vores evne til at forstå os selv og den verden, vi lever i.”

Frugtbart samarbejde
Et samarbejde mellem filosoffer og psykiatere har allerede båret frugt i form af nye metoder til at undersøge en speciel form for sindslidelse.
”Skizofreni er ikke kun en hjernelidelse. Sygdommen påvirker også på afgørende vis patientens bevidsthedsstrukturer. Hvis man ønsker en nærmere forståelse af disse ændringer, er det ikke nok at studere hjernen, man må også tale med patienten. Man må netop inddrage det subjektive perspektiv. Sammen med en række psykiatere har jeg for nylig været med til at udarbejde en detaljeret checkliste, som kan bruges til at interviewe patienter, og som kan hjælpe til at indkredse og beskrive deres komplekse bevidsthedsforstyrrelser,” fortæller Dan Zahavi.

Den gode tvivl
Filosoffernes samarbejde med lægevidenskaben provokerer og tvinger begge parter til at tænke i nye baner. Hvor forskere inden for natur- og sundhedsvidenskaberne måske har en tendens til at tro, at alt kan måles og registreres i en hjerneskanner, fordi de mener, at bevidsthed og individualitet tager udspring i hjernen, stiller filosoffen sig mere tvivlende.

”Nogle neurologer vil påstå, at de kan tage billeder af selve tankeprocesserne. Der er en enorm begejstring for alle disse farvebilleder af hjernen, som den nyeste teknik kan levere. Men fra filosofisk hold bør man mane til besindighed. Det er slet ikke så indlysende, hvad det egentlig er, vi ser et billede af. Et resultat fra hjerneforskningen er f.eks., at man har fundet ud af, at visse områder af hjernen bliver aktiveret, når vi præsenteres for billeder af ansigter, som vi genkender. Men hvad kan vi lægge i disse resultater? Det eneste resultaterne viser, er, at der er en sammenhæng, men ikke hvilken,” påpeger Dan Zahavi.

Som neurolog har Johannes Klitgaard Jakobsen, professor, dr. med på Aarhus Universitet, svært ved at tro, at bevidstheden kan sidde andre steder end i hjernen, men han medgiver, at der er stor usikkerhed forbundet med fortolkningen af resultaterne fra hjerneskanninger.
”Interessen for, hvordan hjernen fungerer, er stor. Man kan rigtig nok diskutere, om det er godt nok, det vi ser på skanningsbillederne. Selv om vi ser en øget aktivitet i et bestemt området, ved vi faktisk ikke om de pletter, der fremkommer på skanningsbillederne, er tegn på, at noget stimuleres eller hæmmes. Som regel er der også flere områder af hjernen, som aktiveres, og vi kender ikke til rækkefølgen af det hændelsesforløb. Men det er et område, der arbejdes intenst på at få løst,” fortæller Johannes Klitgaard Jakobsen.

Selv om nye revolutionerende teknologiske redskaber skulle se dagens lys i morgen, er der ingen grund til at gå rundt med hovedet under armen, når hjernen granskes og resultaterne fortolkes.
”Nogen vil mene at bevidsthed ikke er andet end neurologiske processer. Hvis det er korrekt, så er et studie af hjernen nøglen til en forståelse af bevidstheden,” siger Dan Zahavi. ”Min egen vurdering er, at neurologien aldrig vil kunne løse problemet på egen hånd. Bevidstheden er så kompleks, at det er påkrævet med et tværvidenskabeligt samarbejde”

MR-Centret på Skejby Sygehus hører under Aarhus Universitet og foretager skanninger i forbindelse med specielle sygdomme, herunder sjældne børnesygdomme. Centret skanner årligt 6400 patienter.
MR-Centret består af et klinisk afsnit med patientundersøgelser samt et forsknings/udviklingsafsnit under Institut for Eksperimental Klinisk Forskning