Fremtidens plejer: Menneske eller maskine?

Kan man erstatte hjemmepleje med teknologi? Det bliver vi nødt til, mener myndighedschef John Pedersen i Næstved Kommune, mens forsker og direktør i EGV Fonden, Christine E. Swane, mener, at teknologi ikke kan erstatte det menneskelige nærvær.

Af journalist Marianne With Bindslev

Bademaskiner, robotstøvsugere, elektroniske nussebamser, interaktive træningsprogrammer og elektroniske sendere monteret på kroppen, der registrerer den ældres samlede helbredstilstand.

Dette kan meget vel blive virkeligheden for ældre, der har brug for hjemmehjælp anno 2030, mener myndighedschef i Næstved Kommune John Pedersen.

”Fremtidsberegninger viser, at vi i løbet af de kommende årtier får 20 procent flere ældre og 30 procent færre ansatte. Det giver et stort underskud i forhold til i dag, og det underskud skal erstattes med teknologi hos den del af den danske befolkning, der kan håndtere teknologi”, siger John Pedersen.

Spørger man, om det er realistisk at erstatte plejepersonale med plejeteknologi, svarer han:

”Ingen ville tro på det, hvis man i 1970 sagde til en forsamling af ældre, at når hjemmehjælpen laver mad i 2007, putter hun en klump mad ind i en boks, der gør maden færdig på to minutter. Men plejepersonalet producerer ikke længere mad i hjemmet i modsætning til dengang. I dag bruger vi mikroovne. Næste skridt kunne eksempelvis være bademaskiner”.

Plejefaget skal dyrkes
Kultursociolog og direktør i EGV Fonden, Christine E. Swane, siger et kort og klart ”nej tak” til den udvikling.

”Stort set ingen er tilfredse med den uindbydende, smagsløse mad, der leveres i plastbokse”, siger hun og tilføjer: ”Robotter hverken kan eller skal erstatte mennesker”.

Christine E. Swane mener, at teknologien kan styrke rammerne om ydelserne og sørge for, at viden er til rådighed på rette tid og sted, når det drejer sig om for eksempel diagnoser og medicingivning. Men det er svært for en omsorgsrobot at give den respons til et menneske, som en person, der kommer ind af døren, kan give.

”Netop mødet med hjælperen gør det tåleligt for borgeren at få den hjælp, som man er tvunget til at tage imod”, siger Christine E. Swane, der har forsket i svækkede ældre, særligt ældre med demens.

Hun mener, at borgeren får en klart ringere ydelse, hvis teknologien i omsorgssituationer erstatter rigtigt personale:

”Social- og sundhedshjælpere kan tage stilling til, hvad borgeren har mest brug for lige nu. Det kan godt være, at der står i skemaet, at den ældre skal have et ugentligt bad. Men hvis plejeren kan se, at personen ikke har spist i flere dage, bruger de tid på, at give ham eller hende mad og drikke. Selvfølgelig gør de det”.

I stedet for at lade teknologi overtage størsteparten af kommunernes omsorgsopgaver mener Christine E. Swane, at der skal gøres en massiv indsats for at gøre plejefaget populært igen ved at forbedre arbejdsforholdene for dem, der skal yde omsorgen.

”Omsorgspersonalet skal opleve, at de har tilstrækkelige faglige og tidsmæssige ressourcer til at udføre arbejdet. Det får de ved, at deres uddannelse gøres bedre, der skal fx mere fleksibilitet ind i mødetider og ansættelser, så det bliver et attraktivt job for eksempelvis enlige mødre. Desuden skal kommunernes regler og udmålinger matche situationen hos de mennesker, de skal hjælpe. Så har de tid til at yde deres arbejde på en ordentlig måde”, fastslår hun.

Øget prestige og bedre ydelse
Næstved Kommune er langt fremme med at indføre ny teknologi i planlægningen og tilrettelæggelsen af ældreplejens arbejde. En af konsekvenserne er en voldsom effektivisering af den tid, forvaltningen bruger på at planlægge omsorgsmedarbejdernes arbejdsrute. Det skyldes, at informationer om hvilken form for hjælp, og hvor meget den enkelte borger har brug for, lægges ind i et computerprogram og stemmes af med dagens vagtskema.

Den udbredte kritik af et system som dette er, at det er med til at mindske medarbejderens engagement i arbejdet, fordi han/hun føler sig kontrolleret. Imidlertid viser erfaringerne fra Næstved, at indførsel af ny teknologi ikke nødvendigvis hænger sammen med faldende arbejdsglæde hos medarbejderne, siger John Pedersen.

”Vi kan konstatere, at kommunikationen mellem medarbejderne om borgeren er rigtig god, og mange medarbejdere føler et reelt kompetenceløft, fordi de kan håndtere ny teknologi. Der er en udbredt stolthed over at bruge et nyt teknologisk redskab”, fortæller han.

Samtidig mener han, at borgeren rent faktisk har fået en bedre ydelse af, at hjælpen registreres, styres og dokumenteres via elektroniske systemer.
”Man kan se, at borgerens retssikkerhed bliver markant forøget, fordi man ikke kan planlægge noget, der ikke bliver gjort. Man kan ikke lægge flere arbejdstimer ind, end medarbejderne har timer til”, siger John Pedersen, der ser det som en ledelsesmæssig udfordring at give medarbejderne en følelse af fleksibilitet.

”Hvis systemet siger, at de skal være hos en person i 20 minutter og vedkommende har brug for, at plejeren er der i 30 minutter, så er de det. Der ligger cirka en time hver dag, som plejeren kan bruge med løs hånd, hvor der er behov. Hvis det er den samme borger, der bruger mere tid end der er tildelt, må vi tildele mere tid. Det afgørende er, hvor hårdt man som leder står på, at noget bestemt skal udføres. I sidste ende bør det være medarbejderen, der bestemmer”, fastslår John Pedersen.
Han mener, at det ikke er til at komme uden om at indføre mere og mere teknologi i ældreplejen, hvis det offentlige også om 10-20 år skal løfte omsorgsopgaven.

”Det bliver vi nødt til. De svageste skal blive ved med at have hjælp, som vi kender det i dag. Men resten skal have hjælp fra teknologi eller importeret arbejdskraft. Det er et prioriteringsspørgsmål”.

På spørgsmålet om ikke ældre vil opleve det som et stort tab at erstatte en menneskelig ydelse med maskiner, siger John Pedersen:

”Når jeg bliver gammel, er jeg fuldstændigt ligeglad med, om det er en hjemmehjælper, der kommer og giver et bad eller en maskine. Det afgørende er, at jeg selv kan bestemme, hvornår og hvor tit jeg vil have et bad. Jeg tror ikke, at ældre giver udtryk for, at deres sociale behov skal opfyldes af personalet. Det, de efterspørger, er kontakt med venner og familie. Vores medarbejdere kommer primært for at udføre en opgave”, siger John Pedersen.

Den holdning gør, at det er vanskeligt at skaffe nok social- og sundhedshjælpere – også på sigt, mener Christine E. Swane.
”For medarbejderne ligger glæden ved deres arbejde netop i det samvær, de har med borgerne. For dem er det sociale møde vigtigt. Hvis man forringer vilkårene for den sociale side af arbejdet, er man med til at forringe rekrutteringsmulighederne yderligere”, mener hun.