Da jeg en gang blev opfordret til at berette om »musikkens fremtid for et auditorium af akademikere, blev jeg først noget betænkelig, for hvad kan man egentlig sige om fremtiden? Lige meget hvad man forkynder, så er der én ting der er sikker, nemlig at fremtiden bliver helt anderledes end profetierne om den. For ikke at komme med nogen usandheder besluttede jeg mig til overhovedet ikke at sige noget.

Det var en længere konference hvor sagkyndige inden for litteratur, dramatik, maleri og andre kunstarter hver især på ti minutter afslørede fremtiden inden for deres fagområde for publikum. Som den sidste taler i denne række Ønskede jeg at være sikker på at jeg virkelig fik ti minutter til min rådighed. Derfor anmodede jeg konferencelederen om ikke at blive afbrudt før min tid var udløbet, hvad der end måtte ske. Det lovede man mig som en selvfølge.

Eftersom de tilstedeværende — foredragsholdere og tilhørere — kom fra forskellige lande, var salen forsynet med tolke og høretelefoner. Bag glasruder sad oversættere som var vant til at foredragsholderne talte så hurtigt at oversættelsen kom bagefter; derfor bad de talerne om på forhånd at stille et manuskript til rådighed. Tolkene blev lidt nervøse da jeg vægrede mig ved at give noget manuskript fra mig, og mine forsikringer om at oversættelsen af indlægget næppe ville volde dem vanskeligheder selv om der ikke var noget skriftligt forlæg, var på ingen måde tilstrækkelige til at berolige dem.

Da jeg til sidst steg op på talerstolen, satte jeg mit stopur i gang for ikke at overskride den tid jeg havde fået tildelt, og tav.

Publikums opførsel forandrede sig efterhånden, og flere faser kunne udskilles (i min redegørelse har jeg vilkårligt opdelt tiden i afsnit på 20 sekunder).

De første 20”:

Man venter på at foredragsholderen skal begynde og på hvad han vil sige.

20—40”:

Tiltagende forundring over at han stadig ikke er begyndt at tale.

40—60”:

Forundringen slår over i mærkbar uro, men der er stadig stille i salen (disciplineret, akademisk auditorium).

1‘—I ‘20”:

Den første hyssen.

1‘20”—1‘40”:

Publikum falder fra hinanden i grupper:

Gruppe 1: De disciplinerede eller ligeglade — de er stadig tavse og afventende.

Gruppe 2: De der i tavshed virker livligt interesserede. — Hyssen, små latterudbrud. Det vover gruppe I ikke indtil videre.

Gruppe 3: De der antagelig holder mig for at være en nar. Også denne gruppe er endnu tavs, men giver i de følgende minutter stærkere og stærkere udtryk for forargelse og mister i det sjette minut fuldstændig fatningen. Denne gruppe vokser uophørligt.

Gruppe 4: De der formentlig tror at jeg holder dem for nar. De er allerede nu forargede, men indtil videre temmelig beherskede. De taber fatningen sammen med gruppe 3.

1‘40”—2’:

Som før.

2’—2’20”:

Jeg vender mig stille om mod den på forhånd opstillede sorte tavle og skriver på den med hvidt kridt: MUSIKKENS FREMTID. (Det samme på fransk og engelsk af hensyn til fransk- og engelsksprogede tilhørere). Latter. Råb. Stampen (disciplineret akademisk auditorium).

2’20”—2 ‘40”:

Jeg skriver på tavlen: BLIV VED MED AT LE OG STAMPE. (Det samme på fransk og engelsk af hensyn til fransk- og engelsksprogede tilhørere). Latteren og stampene bliver betydeligt stærkere.

2 ‘40”—3’:

Jeg skriver på tavlen: CRESCENDO. Denne opfordring følges. Præcis ved begyndelsen af tredje minut: jeg tager pludselig et stykke rødt kridt frem og skriver på tavlen: STOP! Farvechok: i samme Øjeblik bliver der virkelig dødsstille.

3’—3’20”:

Stilheden opløses efterhånden. Efter Ca. 10 sekunders forløb når lydstyrken samme niveau som før stopsignalet og bliver ved med at vokse.

3’20”—3’40”:

Jeg skriver på tavlen med grønt kridt: TILLAD IKKE AT DER MANIPULERES MED JER. Et Øjebliks stilhed, derpå hylen og fy-råb. Gruppe i (disciplinerede og ligeglade) eksisterer ikke længere. Gruppe 2 fører. Grupperne 3 og 4 slutter sig nok til, men har endnu ikke helt mistet fatningen.

3’40”—4’:

Jeg skriver i øjeblikket ikke mere på tavlen. Hyssen blandt publikum.

4’—4’20”:

Mærkeligt nok aftager spændingen i salen lidt efter lidt. (Begyndelsen til »adagio-satsen<’).

4’20”—4’40”.

Larmen viser et tydeligt diminuendo. Tilsyneladende begynder publikum at blive lidt træt.

4’40”—5’:

Alle bliver næsten tavse og venter nysgerrigt på hvad der nu skal ske og på at jeg atter skal kommunikere med dem ved at skrive på tavlen.

5’—5’20”:

Påny lidt hyssen og småhvisken. Det virker som om man ikke rigtig er på det rene med situationen. (Man ved jo ikke hvor længe jeg vil tie. At hver eneste af de foregående talere har talt i 10 minutter kan man ikke udlede noget af— i øvrigt er timinuttersperioderne ofte blevet overskredet).

5’20”—5’40”:

Usikkerheden og utålmodigheden vokser: man mener vel at jeg kan holde op hvad Øjeblik det skal være, men at jeg lige så godt kan forlænge situationen i timer, i dage, ja, i det uendelige. Hvordan skal man nu opføre sig? Jeg giver heller ingen holdepunkter længere; at jeg er holdt op med at skrive på tavlen giver måske anledning til en mistanke om at man er blevet ladt i stikken.

5’40”—6’:

Som før. Efterhånden uroligere. Konferencelederen — som bilder sig ind at jeg for længst har overskredet den frist jeg havde fået tildelt, eftersom han jo ikke har noteret begyndelsestiden — gør tegn til mig om at slutte. Men han er tavs endnu.

Omtrent ved begyndelsen af det sjette minut: en særlig opbragt universitetsprofessor rejser sig pludselig, forlader salen og smækker døren med et brag. Denne handling virker som en katalysator:

den fremkalder en forstyrrelse i den hidtil rådende (relative) selvbeherskelse hos grupperne 3 og 4. Nu er øjeblikket inde hvor de fuldstændig mister selvbeherskelsen, og denne forandring i situationen er uigenkaldelig. Fra og med nu forvandles den hidtidige — omend til tider mere eller mindre oprørte, så dog i det store og hele beherskede — stemning til noget eruptivt; statisk energi forvandles til kinetisk: en slags operafinale bygges op, med livlig vekslen mellem soli, ensemble og stort kor. Jeg kan kun gøre rede for nogle af hændelserne i denne finale, for den opviste en så stor rigdom på motoriske og akustiske detaljer, og de enkelte handlinger forløb så kompliceret både i deres parallelitet og deres vekselvirkning at det ikke lykkedes mig at registrere alt. Den form som blev resultatet af alle hændelserne var dog meget klar, den havde næsten karakter af en stretto.

Ifølge stopuret varede hele denne del lidt over to minutter. I begyndelsen dominerede solostemmerne (tenor, baryton og bas — kvindestemmerne var under hele handlingsforløbet betydelig mere tilbageholdende og indskrænkede sig for det meste til en usædvanlig høj fnisen). Solo stemmerne frembragte efterhånden mildere skældsord på flere sprog. I et kunstfærdigt koloreret arioso beskyldte en fransk herre mig for ”impertinence germanique”, hvorpå en tysk herre frabad sig dette, eftersom min opførsel næppe kunne finde støtte i germanske idealer. Konferencelederen nøjedes nu ikke mere med stumme tegn, men opfordrede mig verbalt til at slutte. Hvorpå jeg — efter at jeg stædigt havde afslået at bruge tavlen — alligevel følte mig foranlediget til at gribe til kridtet igen for (idet jeg påberåbte mig mit schweiziske stopur) at lade ham vide at den aftalte frist ikke var udløbet endnu. Men da han holdt fast på at jeg skulle slutte med det samme, så jeg mig nødsaget til skriftligt på en høflig måde at minde ham om vor tidligere aftale, ifølge hvilken jeg ligesom de andre foredragsholdere havde ret til 10 minutter, hvilket jeg da også gjorde. Alligevel holdt han fast ved den opfattelse at der var gået over en halv time. Flere herrer fra koret brummede derefter ”ud med den galning” (det var mig de mente).

I det ottende minut nærmede nogle af disse herrer sig truende talerstolen og trak mig ned.

På den måde blev den planlagte timinuttersforestilling forkortet med næsten to minutter, hvad jeg ikke beklager, eftersom afkortningen rigeligt blev opvejet af opførelsens meget høje niveau. Man havde faktisk kunnet iagttage et næsten perfekt samspil mellem soli og kor, og helhedsforløbet af den fremkomne musikalske form kunne kaldes velafbalanceret og tilstrækkelig afvekslende. Jeg forsømte da heller ikke lejligheden til at takke publikum, dvs de medvirkende, på det hjerteligste.