Windfeld-Høeberg, Louise

Af Louise Windfeld-Høeberg.

Volunturisme. Det er ikke længere nok at dyppe tæerne i vandkanten, spise godt og få sol på maven. Nu tager turisterne af sted for at hjælpe og for at opleve hverdagen i en helt anden verden.

De samvittighedsfulde rejsende

CHIKANKATA. De to unge kvinder går foran mig ved siden af hinanden og snakker og griner, mens de hilser på forbipasserende eller vinker til folk, der sidder i skyggen foran de runde, stråtækte hytter. Geder, høns og børn uden sko løber på kryds og tværs af jordvejen, der snor sig op ad bakken mellem hytterne.
Koksgrå skyer hænger over bakkerne i horisonten og varsler forjættet regn i eftermiddag. Lige nu er her bare varmt og støvet. Men det har ingen indflydelse på de unge kvinders hurtige tempo, og jeg skal anstrenge mig for at følge med.
På fødderne har de klipklap-sandaler, og om hofterne svajer et langt, spraglet stykke stof - et chitenge - som slå om-nederdel. De er på vej hjem fra missionshospitalet for at spise frokost med familien, der venter med nshima, en tyk majsgrød, som man spiser med fingrene, mens man sidder på gulvet i hytten eller det simple hus lavet af soltørrede mursten.
»Luyando!« råber to små børn til den ene unge kvinde. Det betyder kærlighed på tonga og er kvindens navn. For tiden i hvert fald. Normalt hedder hun nemlig Rikke Thomsen og kommer fra Næsbjerg ved Varde. Men i fire måneder har hun valgt at leve i det sydlige Zambia som frivillig udsendt af Folkekirkens Nødhjælp.
Sammen med Mette Mie Skaarup fra Ganløse arbejder Rikke blandt andet for en lokal ngo, der tilbyder sundhedspleje i de omkringliggende landsbyer. Rikke og Mette vejer børnene og uddeler ormekure og A-vitaminer. I denne uge har de været tilknyttet Frelsens Hærs missionshospitals aids-klinik, hvor de har testet folk for hiv. De bor hver for sig hos lokale værtsfamilier.
Mette og Rikke er begge 19 år og blev studenter i sommer. Før de rejste til Zambia i efteråret, var de gennem en omfattende udvælgelsesprocedure, hvor langt over halvdelen af ansøgerne blev sorteret fra. Der er kamp om pladserne som frivillig udsendt - og det på trods af, at turen for Mette og Rikke vil løbe op i omkring 50.000 kroner. Penge, som Mette for sin del har været nødt til at låne.
- Hvorfor har I valgt at arbejde gratis i Afrika i stedet for at rejse verden rundt og bare opleve og have det sjovt?
»Jeg synes, at medierne giver et meget entydigt billede af Afrika. Og jeg ville gerne selv herned for at opleve livet her,« forklarer Mette, og Rikke nikker og fortæller, at hun har to søskende, der har haft en fantastisk tur til Kenya, og at hun derfor også havde lyst til at dykke rigtigt ned i Afrika.
- Hvordan er livet i en fattig landsby så i virkeligheden? »Det er faktisk dejligt. Og jeg savner egentlig ikke, at der ikke er strøm eller rindende vand, og at man må nøjes med en balje vand i stedet for et brusebad. Og man vænner sig til, at der er store edderkopper på lokummet. Man lærer hurtigt at slukke sin pandelampe, inden man går derind - for så kan man ikke se alle dyrene!« griner Rikke og fortsætter:
»Jeg har også fået punkteret en masse fordomme. Altså sådan noget med at her i Afrika er der bare varmt, og alle er så fattige og dermed ulykkelige. Men sådan er her jo slet ikke. Folk her har et liv! De har en dagligdag, altså et familieliv, et kærlighedsliv - en almindelig hverdag. Og de har overskud til at hjælpe hinanden. Det ved man bare ikke på forhånd - og mange, der rejser til Afrika, finder måske heller ikke rigtigt ud af det, fordi de bare kører rundt i landskabet i en safaribil.«
Mette supplerer: »Vi har et helt forkert billede af Afrika hjemme i Danmark. Her er i virkeligheden fuld af glæde. Afrikanerne har en livsglæde, der overskygger alt. Og så er næstekærligheden stor. Det er et lidt gammeldags begreb, næstekærlighed, men det dækker fuldstændig. Her hjælper man hinanden. I Danmark tror vi jo nærmest, at de må sidde hernede og græde, fordi det hele er så forfærdeligt. Med det er det altså ikke. Tværtimod.«
- Men her er da også død og elendighed!
»Ja da,« siger Rikke. »Det var da også noget, jeg lagde me­get mærke til i starten. Nu tror jeg, at jeg har vænnet mig til det. Når jeg f.eks. ser en pige på 15 år, der sidder og giver sit barn sutteflaske, ja så ved jeg godt, at det er, fordi hun er smittet med hiv og derfor ikke kan amme. Men det er ikke sådan, at jeg bryder sammen. Jeg trækker bare på skuldrene og tænker: ‘Nå ja, sådan er det.’«
»Man bliver simpelthen mere hårdkogt,« fortæller Mette. »
I begyndelsen var det svært at vænne sig til det.«
- Hvad har ellers gjort indtryk?
»Der er mange ting,« fortæller Rikke og Mette i munden på hinanden. »Alkoholmisbruget blandt mændene her er forfærdeligt. Og ender ofte i vold. Mange kvinder får bank. Og så er der flerkoneriet. Omkring 50 procent af de gifte mænd i denne del af Zambia har mere end én kone. Og det medfører komplicerede ordninger i værtsfamilierne, hvor manden er to dage hos hver kone eller dagene et sted og nætter det andet - og så omvendt ugen efter.«
»Og så er der alt det med heksekunst,« siger Mette og fortæller om sin første værtsfamilie, hvor kone nummer to forsøgte at forgifte kone nummer et ved hjælp af en heksedoktor, fordi hun var jaloux.


Red verden i ferien
Efterspørgselen på anderledes rejser med indhold og formål, som den Rikke og Mette er midt i, er stigende.
Den amerikanske rejsebranche anslår, at omkring hver tiende amerikaner planlægger at lave en eller anden form for frivilligt arbejde i deres ferie, og det er en fordobling i forhold til sidste år. De fleste amerikanere skal dog ikke til Afrika, men vil løse opgaver inden for landets grænser. De mest populære programmer tilbyder, at man kan deltage i genopbygningen efter orkanen Katrina eller være frivillig i en nationalpark.
Voluntourism hedder begrebet, der er en sammentrækning af volunteer (frivillig) og.tourism.
På internettet kan man finde masser af tilbud. Man kan undervise kineserne i engelsk, hjælpe på et børnehjem i Rusland, forbedre elefanternes vilkår i Thailand, arbejde på en økologisk farm i Australien, hjælpe med at bevare historiske mindesmærker i Caribien, skaffe rent vand til Nicaragua, beskytte koralrev i Indonesien eller bygge skoler i Angola.
Hvis man ikke har mulighed for at tage af sted i flere måneder, kan man vælge en kortere tur.
Jan Kjær, der tidligere har været udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke, arrangerer nu rejser til Tanzania.
»Mange almindelige turister kommer kun til ‘hvide øer’ i Afrika, hvor de kun oplever afrikanerne i rollen som tjenere, guider eller gadesælgere. De kommer slet ikke tæt på dem. Jeg tror, at der er et ønske om at komme i dialog på afrikanernes betingelser, altså møde dem som ligemænd og ikke bare komme ind fra siden i en turistbus,« forklarer han. »Danskerne har fået overskud - og ikke kun økonomisk. De vil gerne hjælpe, og standardrejsen er ikke nok. Vi er kommet langt forbi de basale behov. Det er ikke længere nok bare at dyppe tæerne i vandkanten, spise godt og få sol på maven.«
- Er vi også blevet bedre mennesker?
»Uh, det er store ord. Mange danskere har fået dette overskud til at følge med i en anden verden og ønsker at ændre uligheder. Det er der ingen tvivl om. Samtidig har internettet og billigere flybilletter gjort det lettere at finde netop det, man selv brænder for. Bæredygtig udvikling og social og etisk ansvarlighed er begreber, som mange i dag identificerer sig med. Det er ikke kun de frelste.
Jeg vil gerne vise rejsedeltagerne en anden side af Afrika. De skal ikke bare flyve fra hotel til hotel. De skal have baser, så de får tid til at etablere kontakter til tanzanianerne. De skal også møde middelklassen, der faktisk klarer sig ganske godt. Og så skal de løse småopgaver undervejs. F.eks. være med at til at høste bananer eller dyrke kaffe.«


Fra diskotek til børnehjem
Mette Høegh er 36 år og fra Skanderborg. Hun er til daglig leder af diskotek Train i Århus. I foråret tog hun tre måneder fri for at rejse ud som frivillig med Mellemfolkeligt Samvirkes nye voksenprogram, der tilbyder »en enestående ferie med personlig indsigt og mulighed for at hjælpe verdens fattige«. Med sig havde hun sin 9-årige datter Mai.
»Hvis man bare tager på en almindelig ferie, så dyrker man jo kun sig selv - og ikke andre,« forklarer Mette Høegh, der først tilbragte fem uger i Indien, hvor hun underviste børn i engelsk, inden turen gik til Kenya, hvor hun hjalp til på et børnehjem.
»Jeg trængte til en pause i livet for at få tænkt over tingene. Jeg havde brug for at koble fra og for at være mor og give kærlighed og omsorg både til min egen datter og til alle de andre børn. Jeg ville gerne hjælpe andre og ikke mindst vise Mai, hvor heldig hun er, at hun er født i Danmark.
Jeg blev advaret på forhånd. Folk sagde til mig, at det aldrig ville gå, fordi jeg er sådan et luksusmenneske. Men det sjove er, at jeg ikke savnede noget, når det kom til stykket. Det var fantastisk at leve på et helt andet niveau - i et helt andet gear. Bare at være til. Så oplever man nye sider af sig selv. For eksempel at man ikke behøver at planlægge alting hele tiden - det kan man pludselig godt skyde en hvid pil efter i Afrika. Og tingene går jo alligevel.«
- Hvad har du så taget med hjem fra turen, som du ikke ville have fået på en almindelig ferie?
»Jeg er kommet meget tættere på min datter. Og så har jeg fundet ud af, hvor dejligt det er at hjælpe andre. Den mest fantastiske oplevelse var at få lov til at købe sko til alle børnene på børnehjemmet. Det kostede nogle hundrede kroner, men det er de bedste penge, jeg har givet ud nogen sinde. Bare at se alle de glade ansigter.
Jeg har også lært at slappe af på en helt anden måde. Nu kan jeg godt bare sidde og glo ud i luften. Og jeg arbejder heller ikke 70 timer om ugen. Jeg er blevet meget bedre til at holde fri. Og jeg har ikke dårlig samvittighed over at slukke for mobilen. Det har Afrika lært mig.«


Fordomme
Uden for Chikankata er Mette Mie Skaarup og Rikke Thomsen nået frem til Mettes værtsfamilie. Indenfor på cementgulvet sidder Mettes værtsmor og flere andre kvindelige familiemedlemmer og er i gang med frokosten. De sidder i en rundkreds og former majsgrøden i små portioner med højre hånd for at dyppe den i tomatsovs.
Mette sætter sig ned for at spise, mens Rikke venter i husets andet rum. »Det der med fordommene går faktisk begge veje,« siger hun. »Det er ikke kun os, der har en masse forkerte forestillinger om Afrika. Der var for eksempel nogen, der spurgte mig, om hvide mennesker kendte til at være kede af det. Altså om jeg vidste, hvordan det føltes. De troede åbenbart, at hvide per definition måtte være glade hele tiden, sikkert fordi vi jo har alt! I begyndelsen troede de hel­ler ikke, at jeg havde nogen kræfter, og at jeg kunne gå med ned og hente vand og balancere 20 liter i en spand på hovedet, men det lærte jeg hurtigt,« siger Rikke og ser stolt ud.
»De tror også, at vi er så rige. Vi har fået afsindig mange tilbud om ægteskab. Det er, som om der står ATM i panden på os. Vi er omvandrende pengeautomater. Og det er jo helt paradoksalt - for jeg har jo taget et lån for at komme herned,« fortæller Mette og griner.
Udenfor omkring en rund hytte leger flere af familiens små børn.
»Vi har lært dem at spille fisk,« siger Rikke. Mette kalder børnene til sig og de sætter sig i en rundkreds på den hårdt stampede, røde jord og begynder at spille kort.
»Jeg har altid spil med i rygsækken,« fortæller Rikke, mens hun giver kort.
-Hvis I nu fik en million, som I kunne bruge her i Afrika, hvad skulle den så gå til?
»Mikrolån,« siger Rikke og Mette nikker, »så flere fik mulighed for at etablere deres egen lille virksomhed og selv arbejde sig ud af fattigdommen. De har så mange ressourcer her, og de skal bare have en smule hjælp for selv at komme videre.«
- Hvad tror I, at I kommer til at savne, når I kommer hjem til Danmark?
»Det stille og rolige liv,« siger Rikke, »og at gå i kirke.«
»Jeg savner allerede min første værtsfamilie,« fortæller Mette, »og så tror jeg faktisk, at jeg vil komme til at savne nshima.«
Når hun har fået arbejdet sin gæld af, vil hun i gang med at læse statskundskab. »Måske vil jeg være lobbyist - en, der kan skaffe flere penge til miljøet og en højere udviklingsbistand.«
»Jeg vil meget gerne herned igen,« siger Rikke, der overvejer at begynde på lærerseminaret hjemme i Danmark.
- Har I drømme på Afrikas vegne?
»Jeg håber på, at man kan afskaffe fattigdommen for alle. Det lyder måske som noget naivt pladder, men jeg håber virkelig, at alle afrikanere i fremtiden vil kunne komme i skole eller få medicin eller nok at spise, og at det ikke er nærmest tilfældigt, hvem der bliver hjulpet. Det skulle være for alle,« slår Mette fast.
»Det kan kun gå fremad nu. Jeg er helt sikkert mere optimistisk for Afrikas fremtid, end før jeg kom,« siger Rikke.