Siden det moderne samfunds spæde fødsel i slutningen af 1700-tallet og den heraf følgende individualisering og globalisering har begrebsparret identitet og fællesskab udbygget deres indbyrdes modsætningsforhold. Identiteten symboliserer friheden til selv at vælge og til at skabe sig selv ("markere en forskel").  Faren er risikoen for at blive sig selv nok og dermed blive alene. Der lurer også en afgrund, for kan man selv håndtere denne enorme frihed og det deraf følgende enorme ansvar? Fællesskabet er sikkerheden ("markere noget fælles"), mens risikoen er, at den enkelte bliver låst i faste strukturer. Friheden og sikkerheden er altså to komplementære størrelser, som på én og samme tid er forbundet og samtidig hinandens modsætning.  DENNE problemstilling er yderligere blevet accentueret i en verden, hvor der i stadig højere grad sættes spørgsmålstegn ved samfundets kit og broen mellem identitet og fællesskab: Fælles normer og værdier.  Det er bl.a. meget kvalificeret blevet fremført af den polske sociolog Zygmunt Bauman, som i flere udgivelser har skrevet om de menneskelige konsekvenser ved det moderne globaliserede livs grundvilkår: U-sikkerheden.  Den er et vilkår og ikke noget, som man blot kan løbe fra ved at prøve at søge tilbage til tidligere tiders faste normer og traditioner.  Denne re-traditionaliseringstanke lyder måske ønskelig for mange, idet vi lever i en tid, som kan karakteriseres ved billedet modernitetens janusansigt: På den ene side har der aldrig været så meget frihed og mulighed for selv at vælge. Mulighedshorisonten er enorm. På den anden side følger der med friheden personligt et øget ansvar, øgede risici og sårbarhed for, hvad skal man holde sig til, når alt flyder? Når alt er op til en selv.  Mange magter af gode grunde ikke dette øgede fokus på ens egne konstante valg, hvilket tydeligt ses i det stigende antal mennesker, der søger råd og vejledning hos psykologer, astrologer og lignende.  I Globalisering - de menneskelige konsekvenser (Hans Reitzels Forlag 1999) peger Bauman på to samfundsmæssige tendenser som svar på usikkerheden som et grundlæggende livsvilkår: Konservatisme og eksklusion.  Konservatismen er ønsket om at komme tilbage til en tid, der var. Denne retro-tanke er måske besnærende for mange, men den udtrykker også en form for u-samtidighed, som ikke er svaret på modernitetens spørgsmål. Desværre slås der i øjeblikket politisk plat på denne usikkerhedsfølelse, idet f.eks. Dansk Folkeparti forsøger at skabe forhåbninger om en særlig dansk "kultur" med Dannebrog, pølsemadder og flæskesteg.  Partiet ser kultur som en fæstning. Et spørgsmål om os og dem. Det indgyder en frygt for de(t) fremmede, og man glemmer, at jo dårligere en anden kultur modtages, jo mere inklusiv bliver den. I befolkningens behov for "identitetshistorier" (Hvor stammer vi fra? Hvem er vi? Hvor er vi på vej hen?) skaber de u-ægte eller u-naturlige fællesskaber, hvis indbyrdes forpligtigelse vel hører op den dag, da det virkelig gør ondt. De består kun, indtil de i u-forpligtethedens navn opløses. Der er tale om et ad-hoc "æstetisk" fællesskab frem for et "etisk" fællesskab, hvilket er kendetegnende for vores moderne tid. Traditionalisten er arketypen for konservatismen.  EKSKLUSIONEN består i, at mobiliteten er blevet et statussymbol og selektionsredskab. Kosmopolitten er arketypen for mobiliteten, og han/hun er den moderne tids elite. Kosmopolitten kan rejse verden rundt, og som Bauman siger, så lever kosmopolitten i en distanceret fællesskabsfri zone. Kosmopolitten er født til at være selektiv. Den nye elite defineres ikke ved dens lokalitet. Det eneste faste er dens e-mail og mobiltelefon. Kosmopolitten vælger sine egne fællesskaber, men hans status og mobilitet er betinget af andres mangel på samme. Direktøren for et større firma kan af økonomiske årsager vælge at flytte produktionen fra et land til et andet i løbet af kort tid. Valget er dog betinget af, at andre er bundet til deres lokalitet til en væsentlig mindre hyre end direktørens. Bauman formulerer det på denne måde:  "Det, der viser sig som globalisering for nogle, betyder lokal binding for andreÉ Nogle af os bliver fuldt og helt "globale", andre er bundet til deres "lokalitet" - en binding som hverken er behagelig eller acceptabel i en verden, hvor det er de "globale", som sætter dagsordenen og udarbejder regler for livets spil."  Der foretages herved en eksklusion ved "ghettodannelser". Disse "ghettodannelser" skal forstås i såvel konkret som overført betydning.  De kan for det første betyde ufrivillige ghettodannelser, som vi primært kender fra udlandet, men som vi desværre også herhjemme ser tendenser til. Bauman udtrykker denne polarisering mellem eliten og de "fattige" således:  "De, der ikke er i stand til at gøre deres specielle livsform til et valg og betale omkostningerne ved de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, kommer til at mærke ulemperne ved nutidens modstykke til tidligt moderne former for indhegning. De bliver ganske enkelt "spærret ude", uden at nogen har spurgt om deres meningÉ  "Ghettodannelser" kan dog også være frivillige, idet eliten afskærmer sig fra de øvrige. Den er bange for, at andre skal komme og forstyrre dens verden samt indskrænke dens frihed. I stigende grad i udlandet og sågar også så småt herhjemme ses tendenser til, at folk forskanser sig i "fæstningslignende" kæmpevillaer med overvågningskameraer, vagtfolk mm. P.g.a. sin status kan eliten selv vælge at melde sig ud af den øvrige verdens fællesskab og skabe sit eget (æstetiske?) med andre kosmopolitter.  KONSEKVENSEN bliver, at vi distancerer os fra andres problemer, idet de vil begrænse vores egen frihed. Folks problemer er deres egne, som de selv er skyld i. Det er deres skæbne. Vi lader ulighed være en kendsgerning. Vi lader "taberne" slås med hinanden. Det er meget småt med solidariteten nu om dage.  Problemet er, at vi forsøger at skabe individuelle løsninger på kollektive problemer. Det er en illusion, at ens eget jeg er det eneste stabile i en flygtig verden.  Baumans forslag til en løsning er, at vi må igen må bygge den nødvendige bro mellem identitet og fællesskab. Vores tid præges i for høj grad af ad-hoc "knagerækkefællesskaber". Det vil sige u-ægte æstetiske fællesskaber.  Disse fællesskaber dyrker gruppens ensartethed ("os og dem"). De er overfladiske med deres budskab om at kunne skabe tryghed i en usikker verden ved at klumpe sig mere sammen med ens egne. Der er tale om flygtige fællesskaber.  I modsætning er det etiske fællesskab karakteriseret ved en fælles menneskehed. Det er et forpligtigende og længerevarende fællesskab, som indbyrdes har en fælles naturligt forekommende forståelse.  Det moderne usikre livsvilkår er for stor en problemstilling at kunne håndtere alene. Broen mellem identitet og fællesskab skal bygges på det fundament, der forener såvel kosmopolitter som traditionalister, så der bliver tale om et "både identitet og fællesskab" - og ikke "et enten identitet eller fællesskab"