Dansk A




Ny ordning

Torsdag den 20. maj 2021
kl. 09.00-14.00

Vejledning


Vejledning specielt til dette opgavesæt
Dette opgavesæt indeholder 5 opgaver med tilhørende tekster.

Teksterne til de enkelte opgaver
Du finder frem til teksten eller teksterne til de enkelte opgaver ved at klikke på linket.

Du skal besvare én af opgaverne
Brug opgavens titel som overskrift for din besvarelse.

Kildeoplysninger
Oplysninger om kilderne til de enkelte tekster findes i teksternes manchetter på opgavesiderne.

Henvisninger til video- og lydklip
Du kan henvise til dele af video- og lydklip f.eks. ved at angive afspillerens minut- og sekundtal for henholdsvis starten og afslutningen af den del af en tekst, du benytter.



Om de tre opgavegenrer


Artiklen som genre
De tre opgavegenrer, du kan vælge at skrive, ligger inden for den overordnede skrivegenre: artikel. En artikel er en faktatekst, som ville kunne offentliggøres og læses af en interesseret læser.
Du er afsenderen. Den modtager, du skal have i tankerne, når du skriver, er en medborger, der interesserer sig for kultur og litteratur. Din modtager er bredt orienteret i danske medier, bøger, film og aktuelle debatter samt i den danske litteraturhistorie. Din modtager kender derfor også danskfaglige begreber som eksempelvis fortællesynsvinkel, flashforward og metafor. Det betyder, at du ikke behøver at definere disse begreber, når du bruger dem.

En artikel er opbygget med en indledning, en midte og en afslutning. Indledningen er fokuseret, og den åbner for centrale aspekter af emnet og din vinkel. Din artikel skal være skrevet i en sammenhængende form (dvs. ikke i punktform). Den skal have en fokuseret overskrift (til eksamen er det den titel, som hører til opgaven) og kan eventuelt rumme underoverskrifter.

I din artikel bruger du viden og tekster. Du skal præsentere de tekster, du inddrager, for din læser, det vil sige i din tekst oplyse om forfatter, titel og gerne årstal, når du nævner teksten første gang. Det betyder til prøven, at også de tekster, som er til opgaverne, skal præsenteres for din modtager. Du kan ikke forvente, at din læser kender dem eller sidder med hæftet fra den skriftlige prøve.
Du skal samtidig altid henvise til det materiale, du inddrager i din artikel. Du kan henvise på flere måder, men brug samme måde gennem hele artiklen. Du kan bruge fodnoter, henvise i parentes i din tekst, eller som du ellers har lært det. Det vigtigste er, at du er konsekvent gennem hele artiklen og henviser på den samme måde.

Analyserende artikel
Når du skriver en analyserende artikel, skal du undersøge en tekst ved at nærlæse den med henblik på analyse, fortolkning og vurdering. Teksten kan være mundtlig, skriftlig eller multimodal, Din opgave er at formidle din tekstforståelse klart for en læser, der ikke kender teksten, og forklare din læser, hvad der står i teksten, og hvordan teksten – også dét, der gemmer sig mellem linjerne – skal forstås. Det er vigtigt, at du i din analyse både går helt tæt på teksten og citerer centrale passager og hæver dig over dine tekstnedslag vha. relevante analysebegreber. Når du slår ned på noget i teksten, skal du huske at forklare og udlægge det for din læser. Du skal også, hvis opgaven kræver det, gennem en perspektivering vise, hvordan teksten kan læses og forstås i en bredere sammenhæng, det kan fx være en litteraturhistorisk, tematisk eller genremæssig sammenhæng.

Kendetegnende for den gode analyserende artikel er det, at den viser blik for tekstens hvad, hvordan og hvorfor og formidler analysen, fortolkningen og vurderingen klart, vinklet og sammenhængende. Tænk på, at din artikel skal føre læseren frem til en samlet forståelse og perspektivering af teksten.
Typiske skrivehandlinger: Forklare, beskrive, dokumentere, udlægge, analysere, fortolke, vurdere, perspektivere.
Delvist beslægtede genrer: Anmeldelser, værklæsninger i tekster om forfatterskaber eller filmgenrer, forfatter- eller værkbiografier, foredrag om litteratur, kunst eller film, podcast/radio/tv om kultur, retoriske analyser af taler, litterære forskningsartikler.

Debatterende artikel
Når du skriver en debatterende artikel, skal du undersøge og diskutere et danskfagligt debatemne eller spørgsmål. Dit mål med artiklen skal være 1) gennem en diskussion at gøre din læser klogere på emnet og de forskellige vinkler og synspunkter, man kan anlægge på det, 2) i en mere debatterende form at argumentere for dine holdninger til emnet og gennem en stærk og velgennemtænkt argumentation forsøge at overbevise din læser om dine synspunkter.
Til den debatterende artikel knytter der sig altid et tekstmateriale – det kan både være mundtligt, skriftligt og multimodalt. Du skal undervejs i din debatterende artikel inddrage og forholde dig til tekstmaterialet ved at forklare din læser hvilke synspunkter og argumenter, der er centrale. Det er meningen, at du skal inddrage det, der er væsentligt for din egen undersøgelse eventuelt med konkrete citater eller eksempler fra teksten. Du skal samtidig inddrage andre synspunkter og eksempler, som kan understøtte din argumentation og derved overbevise din læser. De andre synspunkter kan være fra en anden tekst, men det kan også være synspunkter, som du selv formulerer. Dine eksempler kan du hente fra aktuelle sager, egne oplevelser med relevans for emnet, eller noget du har læst eller set i undervisningen, i avisen, på nettet, i fjernsynet el. lign.

Kendetegnende for den gode debatterende artikel er, at den undersøger det danskfaglige emne, formulerer præcise synspunkter ved hjælp af relevante eksempler og belæg og formår at overbevise sin læser.
Typiske skrivehandlinger: Argumentere, eksemplificere, redegøre, karakterisere, diskutere.
Delvist beslægtede genrer: Aviskronikker, debatindlæg, klummer, diskussioner på sociale medier, tv/radio-debatter, politiske taler, avisledere, blogindlæg.

Reflekterende artikel
Når du skriver en reflekterende artikel, skal du undersøge og reflektere over et danskfagligt emne eller spørgsmål. At reflektere vil sige at tænke, overveje og undre sig, og målet med artiklen er dels at formidle denne refleksion, dels at få læseren til at reflektere sammen med dig.
Du skal gennem din artikel vise, at du både kan formulere abstrakte overvejelser over emnet og præsentere og inddrage konkrete eksempler, som du kobler til dine abstrakte overvejelser. De konkrete eksempler vil du blive bedt om at hente fra det tilknyttede tekstmateriale (mundtligt, skriftligt eller multimodalt), men derudover kan eksemplerne også være egne iagttagelser, erfaringer og oplevelser, noget du har læst eller set i undervisningen, i avisen, på nettet, i fjernsynet el. lign., som du inddrager. Du vil ofte blive bedt om at gå i dybden med en del af det udleverede materiale. Det betyder ikke, at du skal foretage en fuldstændig analyse af materialet, men at du skal kunne uddrage en eller flere vigtige analytiske pointer, som du kan koble til dine abstrakte overvejelser om emnet og anvende som eksempler.

Kendetegnende for den gode reflekterende artikel er, at den er drevet af en personlig stemme, som er opmærksom på at få læseren til at tænke med. Man vil derfor sige at den reflekterende artikel er dialogisk, og at refleksionerne åbner emnet og viser, hvordan du gennem din tanke- og skriveproces bliver gradvist klogere på dit emne sammen med læseren.
Typiske skrivehandlinger: Undersøge, overveje, give konkrete eksempler, reflektere, metareflektere, filosofere.
Delvist beslægtede genrer: Essays, new journalism, blogs, litterære dagbøger, filosofiske skrifter.



Indholdsfortegnelse


Du skal besvare én af opgaverne 1 - 5. Brug opgavens titel som overskrift for din besvarelse.

Analyserende artikler

1. Iscenesættelse af virkeligheden
1. DR3: Hvorfor er Ludwig ikke konge? 

2. Realismebrud i fiktion
2. Villy Sørensen: De forsvundne breve

3. Digte om solnedgang
3a. Rasmus Nikolajsen: Arlanda-Kastrup, 1. maj 2011
3b. Andreas Munch: Solnedgang


Debatterende artikel

4. Sprog og betydning
4a. Mads Kastrup: Gå ikke over ordet, der kommer sprog
4b. Silas L. Marker: Ordet 'samfundssind' betyder ikke noget konkret – derfor kan det alligevel betyde så meget
4c. Gry Inger Reiter: 8 eksempler på at framing virker


Reflekterende artikel

5. Litteratursyn
5a. Anne Raaby Ravn: »Litteratur er en pokkers effektiv social aktør«
5b. Jakob Jessen: Dansk litteraturs skyggeminister vil tale mere om røvhullet
5c. Georg Brandes: Uddrag af Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur



Opgave 1


Iscenesættelse af virkeligheden



Opgaveformulering
Skriv en analyserende artikel, hvor du undersøger, hvordan man i dokumentargenren kan iscenesætte virkelige begivenheder og personer. I din artikel skal du analysere og fortolke TV-dokumentaren Hvorfor er Ludwig ikke konge? (tekst 1 ).

I din undersøgelse skal du anvende relevante tekstnedslag og særligt fokusere på:
  • At analysere og fortolke de genretræk og virkemidler, der er anvendt i dokumentarens iscenesættelse af Ludwig.
  • At vurdere dokumentarens måde at formidle det historiske stof, herunder om dokumentaren er loyal overfor personer og begivenheder. Du kan perspektivere til andre dokumentarfilm, der iscenesætter virkelige begivenheder og personer.
  • At formidle din tekstforståelse klart for din læser med en fokuseret indledning og en nuanceret afslutning.

Omfang af din artikel: tre-fire normalsider a 2400 enheder (antal anslag inklusive mellemrum)


1. DR3: Hvorfor er Ludwig ikke konge?


Dokumentarserien Hvorfor er Ludwig ikke konge? (2020) er i fire afsnit og bragt på DR3.
Klippet er fra afsnit 1 (00:00-06:18).


Hvorfor er Ludwig ikke konge?




Opgave 2


Realismebrud i fiktion


Analyserende artikel
Skriv en analyserende artikel, hvor du undersøger fiktion, der anvender realismebrud.

I din artikel skal du analysere, fortolke og perspektivere novellen De forsvundne breve (Tekst 2).

I din undersøgelse skal du anvende relevante tekstnedslag og fokusere på:
  • At analysere og fortolke novellens brug af virkemidler, herunder hvordan der etableres realismebrud gennem overdrivelse og ironi. Undersøg, hvilken virkning realismebruddene har for novellens fremstilling af samfundet.
  • At foretage en tematisk eller periodemæssig perspektivering til anden fiktion, der anvender realismebrud.
  • At formidle din tekstforståelse klart for din læser med en fokuseret indledning og en nuanceret afslutning.
Omfang af din artikel: tre-fire normalsider a 2400 enheder (antal anslag inklusive mellemrum)


Tekst 2


Der hører én tekst til opgaven.



Opgave 3


Digte om solnedgang


Analyserende artikel
Skriv en analyserende artikel, hvor du undersøger digte, der bruger solnedgang som motiv.
I din artikel skal du analysere, fortolke og sammenligne digtene Arlanda - Kastrup 1.maj 2011 (tekst 3a) og Solnedgang (tekst 3b).

I din undersøgelse skal du anvende relevante tekstnedslag og særligt fokusere på:
  • At analysere og fortolke komposition, billedsprog og stemning i digtene Arlanda - Kastrup 1.maj 2011 (tekst 3a) og Solnedgang (tekst 3b). Hovedvægten skal ligge på tekst 3a.
  • At sammenligne de to digtes livssyn. Du kan herunder lave en litteraturhistorisk perspektivering af digtene.
  • At formidle din tekstforståelse klart for din læser med en fokuseret indledning og en nuanceret afslutning.
Omfang af din artikel: tre-fire normalsider a 2400 enheder (antal anslag inklusive mellemrum)


Tekst 3a og 3b


Der hører to tekster til opgaven.



Opgave 4


Sprog og betydning


Debatterende artikel
Skriv en debatterende artikel, hvor du undersøger, om der er grund til at være kritisk over for, hvordan ting benævnes.

I din artikel skal du diskutere og debattere emnet ved bl.a. at inddrage Gå ikke over ordet, der kommer sprog (tekst 4a) og mindst én af de to tekster Ordet ‘samfundssind’ betyder ikke noget konkret - derfor kan det alligevel betyde så meget (tekst 4b) og 8 eksempler på at framing virker (tekst 4c).

I din undersøgelse skal du særligt fokusere på:
  • At diskutere, om vores adfærd og holdninger ændrer sig afhængigt af de ord, vi vælger at bruge. Inddrag hovedsynspunkter og argumenter fra Gå ikke over ordet, der kommer sprog (tekst 4a).
  • At underbygge dine synspunkter med konkrete eksempler. Inddrag mindst en af de to tekster Ordet ‘samfundssind’ betyder ikke noget konkret - derfor kan det alligevel betyde så meget (tekst 4b) og 8 eksempler på at framing virker (tekst 4c).
  • At præsentere emnet gennem en fokuseret indledning og diskussion og forsøge at overbevise din læser gennem en stærk og velgennemtænkt argumentation med en afslutning, der markerer dit synspunkt.
Omfang af din artikel: tre-fire normalsider a 2400 enheder (antal anslag inklusive mellemrum)


Tekst 4a, 4b og 4c


Der hører tre tekster til opgaven.



Opgave 5


Litteratursyn


Reflekterende artikel
Skriv en reflekterende artikel, hvor du undersøger forskellige syn på, hvad skønlitteratur kan.
I din artikel skal du bl.a. inddrage Litteratur er en pokkers effektiv social aktør (tekst 5a) og mindst et af tekstuddragene Dansk litteraturs skyggeminister vil tale mere om røvhullet (tekst 5b) og Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur (tekst 5c).

I din undersøgelse skal du særligt fokusere på:
  • At reflektere over, hvilken betydning skønlitteratur kan have for samfundet og for den enkelte. Inddrag et eller flere synspunkter fra ”Litteratur er en pokkers effektiv social aktør” (tekst 5a). Du kan fx komme ind på genrer og genretræk, forskellige perioders litteratursyn og forholdet mellem virkelighed og fiktion.
  • At inddrage konkrete eksempler på skønlitteratur og mindst én af teksterne Dansk litteraturs skyggeminister vil tale mere om røvhullet (tekst 5b) og Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur (tekst 5c).
  • At skrive dialogisk og reflekterende med en personlig stemme, der forholder sig til både emnet og til din egen tanke- og skriveproces.
Omfang af din artikel: tre-fire normalsider a 2400 enheder (antal anslag inklusive mellemrum)


Tekst 5a, 5b og 5c


Der hører tre tekster til opgaven.



Oplysninger til brug for Copydan



DR3: Hvorfor er Ludwig ikke konge? (afsnit 1:4).
Produktionsselskab: Metronome for DR 2020.
Producent: Wenche Hugaas Jensen.
Instrueret af Søs Hoffman.
Bringes i henhold til aftale mellem undervisningsministeriet og Copydan.

Villy Sørensen: De forsvundne breve.
Ufarlige historier.
Gyldendal, 1955.

Rasmus Nikolajsen: Arlanda-Kastrup 11. maj 2011.
Tilbage til unaturen
Samleren/ ROSINANTE OG CO, 2016.

Andreas Munch: Solnedgang.
Nye Digte
Chr. Tønsbergs Forlag, 1862.

Mads Kastrup: Gå ikke over ordet, der kommer sprog.
Ekstra Bladet den 2. december 2019.

Silas L. Marker: Ordet 'samfundssind' betyder ikke noget konkret – derfor kan det alligevel betyde så meget.
Netmediet videnskab.dk den 29. marts 2020.

Anne Raaby Ravn: »Litteratur er en pokkers effektiv social aktør«.
Information den 4. juni 2016.

Jakob Jessen: Dansk litteraturs skyggeminister vil tale mere om røvhullet.
Zetland den 25. januar 2018.

Georg Brandes: Uddrag af Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur.
Uddraget er fra en forelæsning holdt på Københavns Universitet i 1871. Udgivet i bogform i 1872.