Det, der skal til, er på én gang meget nyt og meget gammel­dags. Nyt, fordi det bygger på en ny teknologi, som ikke er opfundet endnu, så vi kan brødføde 10 milliarder mennesker. Gammelt er det, fordi det svarer til den måde, mennesker har levet i det meste af historien: Som jægere og samlere.

Vi kan resumere hele historien ved at se på, hvad dette nye gamle går ud på:

Ny, gammel økonomi: Gaveøkonomi, søge, dele, lang hale Ny, gammel føde: Mangfoldighed af vilde dyr og planter Ny, gammel energi: Vedvarende solenergi fra miljøet Ny, gammel organisation: Nedefra, uden hovedkvarter Ny, gammel boform: Spredt i landskabet, mobilt.

Men kan det bare lige lade sig gøre? Ikke uden både tekno­logisk og social fornyelse. Men det er jo ikke nogen overra­skelse.

Den nye, gamle økonomi drives af en teknologisk fornyelse, der især kommer fra netværksteknologier, det vil sige informationsteknologi. Her er kravet til den teknologiske udvikling, at den netop fremmer muligheden for at dele, at søge og at finde de sjældne ring frem. Den vigtigste barriere er copyright-lovgivningen, patentlovgivningen og andre såkaldte intellek­tuelle rettigheder, som ikke kan siges at have en form, der er relevant i forhold til det eksisterende teknologiske stade. Der skal opfindes nye metoder til at sikre, at kunstnere og andre rettighedshavere får udbytte af deres værker, men uden at det behøver at forhindre kunderne i at få fat i dem. Der er masser af muligheder for at udvikle mikro-betalingssystemer, der gør, at kulturelle produkter kan lægges ud til folk, så de først beta­ler, når de bruger af dem. Omkostninger til distribution er reelt bortfaldet. Når den tredimensionale kopimaskine kommer på markedet, vil det ikke bare være dagens form for digitaliserede produkter, altså de informationstunge ting som musik og bil­leder, der falder ind under denne logik, men alle produkter overhovedet

.

Den nye, gamle føde handler om at spise det, der svarer til den kost, vi biologisk set er tilpasset. Det vil sige en kost baseret på ting, der kan klare sig selv her i livet: Planter, frugter, dyr, fisk, nødder etc. Alt sammen ting, vi kan spise råt, hvis vi vil, men selvfølgelig også tilberede. Især frugt, kød og fisk hører til i den dyrere ende af prisspektret, og det er da også den hi­storiske grund til, at halvdelen af det, vi spiser, er noget andet, nemlig meget stivelsesholdig kost fra korn, ris, majs og kartof­ler. Det er mad, som blev indført med agerbruget gennem de sidste 10.000 år. Det er ikke helt naturligt for vores krop at spise det, så vi kan ikke spise det råt. Vi spiser det af nød, og der er en kolossal teknologisk og organisatorisk udfordring i at skabe en fødevareproduktion, som kan sørge for mad til de ti milliarder mennesker, vi kan regne med at være, når befolkningstallet topper sidst i dette århundrede. En naturlig nøgle til denne omstilling er den landbrugsstøtte, der gives i stort mål verden over, i Europa ikke mindst til at lave stivelse, sukker og fedt. Med bare lidt politisk handlekraft skolie det være muligt at omlægge denne støtte, så landbrugerne ikke bliver arbejds­løse, men blot sat til at lave noget, der er sundere.

Den nye, gamle energi er det teknologiske emne, der i øjeblik­ket er mest fokus på i den globale mediestrøm. Der bliver brug for en massiv teknologisk satsning på at skabe maskiner, der kan fange den enorme mængde af energi, der strømmer gen­nem vores miljø (vindmøller, solfangere, bølgemaskiner osv.). Men der skal også bruges teknologiske kræfter på at løse problemerne med lagring af energien. Der er lavet planer for, hvordan det kan lade sig gøre, men der skal laves flere - og de skal tilpasses lokale omstændigheder. Der er slet ingen tvivl om, at det kan lade sig gøre at omstille verdens energiforbrug til vedvarende energi, og at det vil være en vældig god for­retning at gøre det, både for verden på langt sigt og for visse lande som Danmark med stærk vedvarende energiteknologi på kortere sigt. Den danske vindmøllebranche, som er resul­tatet af et folkeligt pres fra energibevægelsen i 1970'erne og 1980'erne, er et lysende eksempel på, at der er penge at tjene på en fornuftig udvikling.

Den nye, gamle organisation i samfundet handler om at indse, at der nu er opstået de netværksteknologier, der skal til, for at man kan udvikle det civile samfund mere og styrke dets sociale kapital. Markedet og staten er ikke længere de eneste mulige svar på, hvordan man kan organisere og drive et høj­teknologisk samfund. Selvorganisering og distribueret forvalt­ning er i høj grad muligt. Overalt på nettet ser man Web 2.0 og tilsvarende initiativer, der betoner betydningen af, at folk selv organiserer tingene. Netværksteknologierne vil gøre det muligt for mennesker at samarbejde i en skala og på måder, man aldrig har set tidligere. Et højteknologisk samfund forud­sætter også for at kunne fungere, at borgerne 'er med på den'. Demokrati er nødvendigt for at drive et effektivt samfund og for at beskytte miljøet, der ikke selv altid kan råbe op om sine problemer.

Den nye, gamle boform kan opstå, fordi vi ikke længere i sam­me grad er afhængige af byerne og de store centre. Vi er heller ikke så afhængige af altid at skulle være det samme sted. Kom­munikationsteknologierne gør, at vi i stigende grad er uafhæn­gige af, hvor vi befinder os i forhold til mange arbejdsopgaver. Det betyder nye muligheder for at sprede bosættelsen mere ud på landet, hvilket igen aflaster de meget miljøbelastende storbyer. Ikke alle vil på landet, og det er fint nok, men der bliver højere valgfrihed, end der er i dag. Tilsvarende bliver det i meget højere grad muligt at flytte sig rundt på kloden i dele af en tilværelse. Udviklingen af transportteknologi er i denne sammenhæng helt afgørende, fordi især flyteknologi er meget problematisk i forhold til kuldioxidforureningen. En genopliv­ning af randområderne på kloden kan også fremmes gennem mere langsomme transportformer end flyvemaskiner.

Vandet steg for ti tusind år siden, da istiden ophørte. Det tvang mennesker op i bjergene og ned på knæ som agerbrugere. Vi har levet med lagre, depoter, byer, kongeriger og centraliseret kontrol lige siden. Vi har udfoldet den logik, men er nu stødt på dens grænser. Vandet stiger igen. Vi må gøre noget.

Vi indser, at det er strømmen, forbindelserne, samhørighe­den, tilknytningen, fællesskabet og forholdet mellem personer og planeten, det handler om. På det planetariske plan og på det personlige plan.

Vi vil ikke længere dukke nakken og lade være med at leve løs, fordi alt, hvad vi har af teknologi, ødelægger planeten. Vi vil udvikle en teknologi, som gør, at vi kan bruge løs af livet, bruge energi, omsætte materiale, være aktive. Kroppen har det bedst, når den bliver brugt, mennesker har det bedst, når vi bliver brugt. Vi skal udvikle teknologier, som gør, at vi kan bruge os selv og planeten, uden at vi skader nogen af delene. Vi skal være glade og stolte af os selv. Vi skal en anden vej.

År 2006 var vendepunktet. En gigantisk opgave står foran

os.

Tilbage