1) Transhumanisme: Det nye menneske (intro)
2) Interview med hjerneforsker Lone Frank: Ville det være dårligt, hvis vi blev bedre?
3) Supermennesker og det gode liv
4) Cyborger i litteratur, film og sport
5) Menneskets metamorfoser (interview med kunsthistoriker Jacob Wamberg)
6) Det skabte er godt nok (en teologisk vinkel)
7) Transhumanisme i et naturvidenskabeligt perspektiv
Idrættens Hus
Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby
skraek_som_virkemiddel.pdf
af TRINE LINDENCRONE:
Bølgerne går højt for at få hævet grænsen for den fri abort fra 12 til 18 uger. Hvorfor? Fordi videnskabelige landvindinger har gjort det muligt at skanne og screene fostre for såkaldte fejl – og det ville jo være forfærdeligt, hvis kommende forældre skulle underkastes en lægelig vurdering, før de kan kassere deres ufødte barn, hvis det ikke lever 100 procent op til forventningerne om det perfekte ønskebarn, kronen på deres perfekte liv.
Etisk Råd har drøftet det længe og er endt med at sige nej, fordi der stadig er mulighed for at få en provokeret abort senere end 12. uge, hvis der er medicinsk grundlag for at konkludere, at graviditeten er en belastning for enten moderens eller barnets helbred og trivsel. Mange unge kvinder siger ja til en højere grænse med den begrundelse, at de ikke kan (eller vil, burde man måske snarere sige) håndtere at få et handikappet barn. Præsterne har meldt sig på banen med argumenter om velsignelsen ved ethvert barn. Med få undtagelser er debatten heldigvis ikke nået dertil, hvor de med hånden på ’den hellige bog’ taler helt imod fri abort; men de modsætter sig en forhøjelse af grænsen for, hvornår der kan gennemføres en abort uden et individuelt skøn fra en læge.
Men hvad siger de forældre, der allerede har fået deres handikappede barn, som de måske kunne have fravalgt, hvis de havde stået med de muligheder, som vordende forældre har i dag?
Mød Jakob. Han er 18 år. Jakobs far har slips og jakkesæt på, taler fejlfrit dansk og har formentlig en solid uddannelse i rygsækken; han er chef hos Skat i Nordsjælland, og han elsker ikke sin søn…LÆS MERE
Er sportsfilosofien i strid med den danske demokratiske lighedstanke? Spørgsmål som disse rejses i Lotte Thorsens interview med Verner Møller.
(uddrag)
Interview: Professor, Verner Møller
Politiken 27. juli 2007, 2 . sektion side 1
Vi egner os ikke til sport i Danmark. Havde vi været en nation med en sportslig indstilling, ville en dansker have vundet Tour de France i år. Men i stedet slagtede vi Kyllingen, ligesom vi skød Ørnen. Og derfor burde Danmark måske helt lade være med at deltage i internationale sportskonkurrencer. Det mener professor i idrætsteori Verner Møller.
»Sporten i sin essens er en til ondskab grænsende vilje til sejr. Og det er det, der gør den spændende og fascinerende at se på«.
Derfor blev der også set på sporten med skepsis, da den kom fra England til resten af Europa. For sporten afspejler det engelske borgerskabs opkomst, der er baseret på konkurrence.
»Kulturministeren løber selv dagligt for at holde sig i form og gør meget for at leve sundt. Det er med den bevidsthed, han ser idræt som sundt. Men hvis den indstilling påtvinges sporten, vil det være ligesom at presse en plastikspand ned over et lys. Det vil kvæle sporten at tvinge den ind i en sund form«.
For hvis sporten blev ren, ville den blive komplet uinteressant.
»I sport gælder det simpelthen om at få rosset siet fra. Hvis du ikke er dygtig nok, så er du ikke med. Vi opdrager vores børn til, at vi skal have de sidste med. Og derfor må børnene ikke selv vælge hold til rundbold. For børnene ved jo godt, hvem der er bedst og stærkest, og at det gælder om at få Per og Lars med på holdet. Og som sidste valg står Michael med de tykke briller og bukserne op over navlen. Og det vil vi ikke se. Så læreren sætter hold. For hvis ungerne fik lov at følge sportens og deres egen logik ville de risikere at udvikle en usund tankegang i forhold til de demokratiske lighedsidealer«.
Her et uddrag:
”Kurzweils vigtigste pointe er, at der ikke er nogen grund til at tro at den nuværende teknologiske udvikling vil aftage foreløbig. Tværtimod. Ifølge Kurzweil vil den teknologiske udvikling blive ved med at accelerere eksponentielt, indtil vi når den Teknologiske Singularitet omkring midten af dette århundrede. Det springende punkt i denne forudsigelse er, om det rent faktisk vil lykkes menneskeheden at skabe kunstig intelligens, der overgår den biologisk baserede, menneskelige intelligens. Altså den der findes i den menneskelige hjerne, møjsommeligt fremavlet gennem millioner af års evolution.
…
Ikke desto mindre er Kurzweil enig i, at det næppe bliver rene maskiner, der overgår mennesket, hvad intelligens angår, men derimod mennesket selv. At opfinde en maskine, der er mere intelligent end et menneske, vil i sig selv kræve overmenneskelig intelligens. Løsningen på dette paradoks udgør Kurzweils mest interessante vision. Før den kunstige intelligens vil der blive udviklet nano- og bioteknologiske hjælpemidler, der vil forstærke den eksisterende menneskelige intelligens. Således vil naturlig og kunstig intelligens i realiteten smelte sammen, før den rene kunstige intelligens kan opstå – og måske aldrig blive skilt ad igen.”
ISBN 87-90363-21-3
Jørgen Madsen
Redaktion:
Marie Hemmingsen
At vi kan aflæse og påvirke vores hjerner og dermed også vores sind kan være skræmmende for én og vække dyb forundring og nysgerrighed hos en anden. Vi står over for nye muligheder, både når det gælder sygdomsbehandling og udvikling af såkaldte normale hjerner. Det kalder på stillingtagen og overvejelser af etisk og filosofisk karakter.
Fokus
Alt tyder på, at vores muligheder inden for kortlægning af hjernen og sindet i fremtiden vil nå langt ud over, hvad vi i dag synes er etisk forsvarligt. Derfor er det vigtigt at gøre sig klart, hvad de nye teknikker vil kunne bruges til i fremtiden, og allerede nu begynde at diskutere, hvad vi ønsker, og hvad vi absolut ikke ønsker, mener hjerneforskeren Hans Stødkilde-Jørgensen, dr. med. og lektor på MR-Centret, Skejby Sygehus.
Det er den eneste måde, vi kan sikre, at vi ikke bliver løbet over ende af teknikken, når det, vi i dag kategoriserer som værende fremtidsvisioner, pludselig er blevet en realitet. Hvis vi ikke forinden har taget stilling, risikerer vi, at vi søger de lette løsninger, advarer han.
”Om måske tyve år render vi rundt med en chip, der fortæller om vores sinds mørke og lyse sider. Alle mennesker har en ubevidst del af hjernen, som driver os - sult, yngelpleje, sex, aggressioner osv. Disse drifter banker på døren til vores bevidsthed og driver os frem. Det er individuelt, hvilke drifter vi styres af på samme måde, som det er individuelt, hvordan vi udnytter denne ”skubben-på”.
Tilbage