http://azpiri.free.fr). Han arbejder endvidere med videospil og animation, og hans kvindefigur Lorna indgik i nogle af de første computerspil. Kollegaen Carlos Giménez er en mere traditionel historiefortæller, men har også arbejdet med science fiction og fantasy (se hans spanske hjemmeside
www.carlosgimenez.com/menu.htm). Både Azpiri og Giménez er oversat til dansk, dog ikke denne tegneserie (se oversættelsesoversigten på
www.lib.msu.edu/comics/rri/srri/spandat.htm)
www.geocities.com/lfbollee/apocalypsemania . Hovedpersonen er den geniale Jacob Kandahar, der afværger angreb med lysstråler i den nære fremtid. Brugbare oversigter over franske tegneserier er
www.bande-dessinee.org og www.bdparadisio.com, men der udkommer ca. 10 BD om dagen på fransk. Aymonds hjemmeside er http://lambiek.net/fr/aymond_philippe.html og Bollées er
www.geocities.com/lfbollee . Serien er ikke oversat til dansk.
http://gutenberg.net.au/ebooks05/0500141h.html Filmatiseret i 1937 og 1973.
og
http://www.marxisme.dk/arkiv/marx-eng/1848/manifest/index.htm
Kan lånes på biblioteket i forskellige udgaver eller kan læses på
http://www.marxisme.dk/arkiv/marx-eng/1848/manifest/index.htm
Her omtales indholdet i de enkelte kapitler således:
”Det kommunistiske Partis Manifest – eller blot Manifestet – er uden tvivl det mest berømte og mest læste stykke socialistisk litteratur i historien...
Hvad er så hovedindholdet i dette ekstraordinære værk?
Den første og vigtigste del, "Bourgeoisi og proletariat" (www.marxisme.dk/arkiv/marx-eng/1848/manifest/manif1.htm), forholder sig til vor tids centrale spørgsmål, kampen mellem kapitalistklassen og arbejderklassen. Den beskriver kapitalismens opstart og analyserer de indbyggede modsætninger, der vil føre til at systemet vil blive omstyrtet af sin egen banemand – den moderne arbejderklasse eller proletariatet.
Den anden del, "Proletarer og kommunister" (www.marxisme.dk/arkiv/marx-eng/1848/manifest/manif2.htm), forholder sig til de centrale strategiske problemer, som bevidste socialister står overfor – deres forhold til resten af arbejderklassen, og deres rolle i klassekampen. Den tager fat på at besvare de principielle borgerlige indvendinger imod socialismen, påpege de vigtigste sider i den socialistiske revolution og de fundamentale træk ved fremtidens klasseløse samfund.
Den tredje del (www.marxisme.dk/arkiv/marx-eng/1848/manifest/manif3.htm) er en kritisk gennemgang af de før-marxistiske socialistiske teorier, som for eksempel Robert Owen, der håbede på at overtale den herskende klasse frem for at omstyrte den.
Manifestets fjerde del (www.marxisme.dk/arkiv/marx-eng/1848/manifest/manif4.htm) er en kort notits, om den taktik der skulle tilstræbes i de kommende revolutionære opstande i 1848.”
En kvinde må ikke gifte sig, før hun er fyldt 18 år. En mand må være |fire år ældre, før han kan gifte sig. Hvis enten en mand eller en kvinde |har indladt sig i kønslig forbindelse før ægteskab, bliver de skyldige strengt straffet. Begge parter får forbud mod nogen sinde at gifte sig, medmindre fejltrinet bliver eftergivet ved fyrstens nåde. Både husfaderen og husmoderen i det hjem, hvor forseelsen er begået, kan befrygte hård påtale og vanære, fordi de har været slappe og ligegyldige i deres omsorg for dem, de har i deres varetægt. Denne forseelse straffes så strengt, fordi de frygter, at løsagtige sæder vil føre til, at færre vil forenes i ægteskabet, hvor hele livet må leves med en og samme, og hvor derfor al sorg og modgang tålmodigt må bæres i fællesskab. Læs mere…
Læs udsnittet her
Potuanernes Statsforfatning:
I Fyrstendømmet Potu er Regieringen arvelig i lige Linie. Saaledes har den været i heele tusinde Aar, og endnu afviger man ikke derfra. Ikkun eengang finder man i Årbøgerne, at Potuanerne have forandret denne Orden i Arvefølgen; thi da den sunde Fornuft synes at fordre, at Regenten skulde overgaae sine Undersaatter i Forstand og Naturgaver, meente nogle, at man maatte see meere paa Sjælens Egenskaber, end paa Fodselens Fortrin, og vælge den til Regent, som fortiente dette Fortrin. De ophævede derfor den gamle Arvefølge, og udnævnede ved eenstemmigt Valg Philosophen Rabaku til deres Fyrste. Han regierede i Begyndelsen med saa megen Klogskab og Mildhed, at han kunde været et Monster for alle Regentere. Men det varede ikke længe, og for sildig indsaae Potuanerne, hvor ugrundet det Ordsprog er, at det Rige er lyksaligt, hvor Philosopher sidde ved Roret. Thi da den nye Fyrste var af ringe Herkomst, kunde hans Dyder og Regieringskonst ikke forskaffe ham den Agtelse og Ærbødighed, der er Staternes Styrke. De, som nylig havde været hans Lige eller Overmænd, ansaae ham endnu derfor, da han var kommet paa Tronen, og kunde ikke finde sig i at adlyde ham som deres Fyrste. De knurrede over hans Forordninger, saasnart disse mishagede dem, eller faldt dem for vanskelige, og tænkde kun paa hvad han havde været, og ikke hvad han var. Nu maatte han ved Bønner og Smigrerier søge at forskaffe sig Lydighed; men ogsaa derved udrettede han intet. Man blev ved at ringeagte hans Befalinger, fordi man ikke agtede ham selv. Rabaku saae, at der maatte anvendes andre Midler, og begyndte at blive stræng. Ved denne anden Yderlighed udbrød den Gnist, som havde ulmet under Asken, til en aabenbar Ild: Undersaatterne satte sig offentlig op imod ham, og paa eet ilde stillet Opror fulgde et andet. Omsider mærkte han, at Staten ikke kunne bestaae, uden den bestyredes af en Regent, som var af stor Familie, hvis Ahner kunde indprænte Folket Ærbødighed: han nedlagde Regieringen og overdrog den til en Fyrste, som ved Fødselen havde Ret dertil. Roligheden vendte tilbage med den gamle Kongefamilie, og det Uveir lagde sig, der saa længe havde forvirret Staten. Derpaa blev det forbudt under Livs Straf for Eftertiden at giore ringeste Forandring i Arvefølgen. Læs mere….
Fra det gamle ansete tidsskrift, „Literatur-Gazetten", har jeg nu i foråret 2061 fået en ærefuld opfordring til at fortælle lidt om mit liv og min mening om livet før og nu.
Jeg forstår heraf, at jeg er ved at blive gammel. Jeg er så at sige kommet i memoirealderen. Og selv om jeg med mine 159 år endnu ikke er nogen olding, mener man vel, at det er på tide, at jeg begynder at nedskrive mine erindringer, som går tilbage til de tider, da livet var uroligt, og mennesker var opsatte på at samle unyttige ting og slå hinanden ihjel.
Når man ser på sine børn, mærker man, at man er blevet ældre. Min lille datter Stine er nu en voksen kone på 117 år. Hun blev født i 1944, da der var fremmede soldater i landet, og da der blev skudt i gaderne. Hendes børnebørns børn kommer på besøg hos mig i Fredensborg og siger: - Tipoldefar, har du virkelig set en soldat? Er det sandt, at de havde våben? Og hvad brugte de våben til? -
Og jeg svarer dem: - I ved jo godt, hvad våben er. I har jo set dem på museet. I har jo set en bajonet, som blev brugt til at stikke folk i maven, og I har set pistoler, som skød bly ind i folks indvolde, så de døde af det. -
Sådan er børn nemlig. De ved besked, men de spørger alligevel og vil gerne have, at man skal fortælle om gamle dage og bekræfte, at det virkelig er sandt, hvad der står i bøgerne. Læs mere …
Mustapha Mond lukkede bogen og lænede sig tilbage i sin stol. „En af de talrige ting i himlen og på jorden, som disse filosoffer ikke drømte om, var dette" - han slog ud med hånden - „os, den moderne verden -". „I kan kun føle jer uafhængig af Gud, så længe I er unge, og det går jer godt. Uafhængighed kan man ikke leve på i det lange løb og ikke dø på." - „Men nu er vi unge, og det går os godt, lige til vi dør- Hvad er følgen? Den er tydelig nok: vi kan ikke være afhængige af Gud." - „Den religiøse følelse vil erstatte jer alle jeres tab." - „Men vi trænger ikke til at få noget tab erstattet. Den religiøse følelse er overflødig. Og hvorfor skulle vi give os til at jage efter et surrogat for ungdommens lyst, når ungdommens lyst faktisk varer os ud? Et surrogat for fornøjelse, når vi forlyster os med alle de gamle tossestreger lige til enden? Behøver vi måske hvile, når vor ånd og vort legeme bliver ved at være lige aktive? Behøver vi trøst, når vi har soma? Behøver vi noget fast og ubevægeligt, når vi har den sociale orden og ligevægt og harmoni, som vi har?"
„De tror altså ikke, at der er nogen Gud?"
„Tværtimod, jeg anser det for sandsynligt, at Gud er til."
„Men så forstår jeg ikke ...?"
Mustapha Mond afbrød ham. „Men han åbenbarer sig på forskellige måder for forskellige mennesker. I førmoderne tider åbenbarede han sig, som det er beskrevet i disse bøger.
„Hvorledes åbenbarer han sig nu?" spurgte den vilde.
„Han åbenbarer sig som fraværelse, ved sin fraværelse; som om han overhovedet ikke var til."
„Det er jeres egen skyld."
„Kald det civilisationens skyld. Gud kan ikke eksistere sammen med teknik, videnskabelig medicin og universel lykke. Læs mere …
I marts begyndte skindbådsfolket igen at bevæge sig for at finde græsning til deres rener. Nu fandtes der ikke længere nogen spedalske mellem dem og Klosteret. De gik ud fra at klosterfolket var dyr, som kunne få lov til at holde sig i sine underjordiske gange så længe de ikke gjorde fortræd eller gav sig i lag med de hellige rener. Menneskene i Klosteret, nu ikke flere end en halv snes, så nye vilde komme nordfra. De var ikke ydmyge og lemlæstede ikke sig selv som de spedalske - men de var mørke i løden. De nye ansigter gik mere over i det røde end det lerbrune, men der kunne nu ikke herske nogen som helst tvivl om hvad det var for slags mennesker; Djævelens udsendte. Kampen blev trods klosterfolkets automatvåben kort. De blev spærret inde i gangene med røg og ild. De det lykkedes for at slippe ud blev jaget af hundene. Senere samme forår nåede nomaderne Henrys hytte mod syd. De betragtede skjulet som en dyrebolig som de indtil videre gik i en stor bue udenom. Men på det tidspunkt havde Petsamo allerede selv gjort en ende på sit liv. Læs mere …
Tilbage